»Det viser, at hun tænker på, hvad der rører sig blandt hendes folk. Og hun vil gerne gøre sit og ikke selv være i centrum hverken ved at fejre dagen eller få blomster. Hun viser solidaritet med sit folk.«

Sådan lyder det fra kongehusekspert og lektor i historie ved Syddansk Universitet, Michael Bregnsbo, til B.T i kølvandet på den udmelding, der torsdag eftermiddag kom fra dronning Margrethe.

Her lød det nemlig, at hun ikke ønsker blomster på sin fødselsdag om to uger.

I stedet opfordrer hun til, at der bliver sendt en buket til de mange ældre borgere, der lige nu har det rigtig svært som følge af coronasituationen.

Pladsen ude foran Amalienborg kommer ikke til at være fyldt med danskere og tusindvis af flag, når Dronningen i år fylder 80 år. Det skyldes coronakrisen.
Pladsen ude foran Amalienborg kommer ikke til at være fyldt med danskere og tusindvis af flag, når Dronningen i år fylder 80 år. Det skyldes coronakrisen. Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere

Og det er en udmelding, der ligger i fin forlængelse af den tale, dronning Margrethe holdt for nogle uger siden, hvor hun talte til Danmark og opfordrede alle til at passe på hinanden, vurderer kongehuseksperten.

»Situationen er meget alvorlig, og især de ældre borgere er hårdt ramt, fordi de er isolerede. Hun tænker på dem og opfordrer os andre til at tænke på dem. Det er en smuk og ædel handling,« siger Michael Bregnsbo.

»Det viser, at Dronningen også tænker på de ældre medborgere og sørger for at opfordre os andre til at gøre det samme. Og tilsvarende at hun  i denne alvorlige situation ikke vil i rampelyset med blomster på sin fødselsdag. I stedet siger hun, at der er nogen, der trænger mere og fortjener mere, end hun gør. Det er en smuk gestus,« siger kongehuseksperten.

Han fortæller, at han ikke husker, om der er andre situationer, hvor Kongehuset har frabedt sig blomster.

Dog er det at deltage i velgørenhed generelt vigtigt for kongefamilien.

»Det ligger i forlængelse af det. Men det kan ikke sammenlignes. Det er i en helt anden kategori. Hun siger lidt 'sådan kan i sørge for at glæde mig som dronning - hvis i tænker på de ældre medborgere',« siger Michael Bregnsbo.

»Det er en måde at markere, vi befinder os i en helt særlig situation. Det samme markerede hendes særlige tale til nationen.«

Dronningen fylder 80 år den 16. april.

Det bliver i den forbindelse ikke muligt at møde personligt frem og skrive en hilsen i Det Gule Palæ.

I stedet bliver der fra 14. april åbnet for en gratulationsliste på kongehusets hjemmeside, er der blevet oplyst i en pressemeddelelse.