Det så voldsomt ud, da det spanske kongepar søndag under et besøg i den oversvømmelsesramte Valenciaforstad Paiporta blev mødt af sure indbyggere, der kastede æg og mudder på dem.

Men angrebet skal ikke umiddelbart ses som et angreb på kongeparret, vurderer ekspert i spanske forhold.

Det er formentlig en blanding af sorg og desperation over den katastrofale situation, som befolkningen i Paiporta i det østlige Spanien befinder sig i, der var årsag til de voldsomme scener.

Sådan lyder det fra Carsten Humlebæk, der er lektor på CBS og ekspert i spanske forhold.

Sikekrhedsfolk forsøgte at skærme kongeparret med en paraply.
Sikekrhedsfolk forsøgte at skærme kongeparret med en paraply. Foto: Biel Alino/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er ikke kongen som sådan, de stakkels mennesker er sure på,« siger han og tilføjer:

»Der var allerede en dårlig stemning, inden han kom, fordi der er mange mennesker rundt om i de her berørte byer, der føler sig svigtet, fordi hjælpen kommer for sent, og der ikke kommer nok af den.«

Området omkring Valencia blev tirsdag ramt af voldsomme oversvømmelser, efter flere floder gik over deres breder.

Mere end 200 personer er indtil videre erklæret døde, men ifølge Carsten Humlebæk er der uofficielle meldinger om, at antallet af døde kan blive langt højere- 

Selv om mange var vrede, var der også mange, der ville tale med den spanske kong Felipe eller give ham et kram.
Selv om mange var vrede, var der også mange, der ville tale med den spanske kong Felipe eller give ham et kram. Foto: Manaure Quintero/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Efter oversvømmelsen har der været stor ballade og frustrationer, da mange mener, at den regionale regering ikke advarede i tide.

Blandt andet blev der ifølge BBC først sendt varslingssms’er rundt fra den lokale regering til regionens borgere efter klokken 20 tirsdag, hvor vandet allerede var begyndt at oversvømme flere områder. Og det på trods af, at det spanske meteorologiske institut, Aemet, selv har fortalt, at de allerede varslede om situationen otte dage tidligere og dernæst flere gange op til katastrofen. 

Dertil kommer, at de berørte borgere mener, at der ikke er kommet nok hjælp hurtigt nok til de ramte områder.

Lørdag beordrede den spanske premierminister Pedro Sánchez et mandskab på yderligere 10.000 mand – bestående af politi- og hjemmeværnsfolk til området.

Dronning Letizia taler med nogen af de berørte borgere.
Dronning Letizia taler med nogen af de berørte borgere. Foto: Ana Escobar/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Netop Sanchez var også med ved kongeparrets besøg søndag. Lige så var den regionale regeringspræsident for Valencia regionen.

Ifølge BBC havde medlemmer fra Valencias regionale parlament advaret om, at Kongens besøg var 'en dårlig idé'.

»Der er utilfredshed med, at de kommer på besøg og sådan skal rundt og kigge. Det har lydt, at det her ikke er dagen til at få et foto – det er dagen for at smøge ærmerne op og komme og give en hånd med,« forklarer Carsten Humlebæk.

»Det er ikke kongen som sådan, de er sure på – det er hele arrangementet,« siger han.

Nogen af Paiportas beboere var ikke begejstrede for det kongelige besøg.
Nogen af Paiportas beboere var ikke begejstrede for det kongelige besøg. Foto: Manaure Quintero/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Så befolkningen mener, at de har mere brug for praktisk hjælpe end for en konge, der kommer og viser sin medfølelse?

»Ja, tiden lige nu er ikke inde til den slags ting,« siger Carsten Humlebæk.

Så du mener ikke, at det her har noget at gøre med den uvilje, der har været mod det spanske kongehus gennem de seneste år?

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, der ville være sket det samme, hvis det kun havde været premierministeren, der var troppet op på sådan et sympati besøg,« siger han.

Flere borgere have behov for at kramme kongen.
Flere borgere have behov for at kramme kongen. Foto: Manaure Quintero/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han forklarer, at sagen yderligere bliver speget af, at den berører et lidt betændt indenrigspolitisk emne, da regeringen i Spanien er venstreorienteret med en socialistisk premierminister, mens den regionale regeringen nede i Valencia er højreorienteret.

»Derfor har man i virkeligheden måttet vente på, at regionen beder om hjælp for ikke at træde regionens regering over tæerne,« siger Carsten Humlebæk og forklarer: 

»Spaniens regering kunne have erklæret en national nødsituation, men så sætter man i praksis selvstyret ud af kraft – så ville de have taget magten fra den regionale regering. Og det har man ikke ønsket at gøre, så derfor har man været nødt til at vente på, at den regionale regering har bedt om hjælp. Så det hensyn er der også at tage.«

Selvom Spanien er vant til, at der indimellem sker oversvømmelse ved floderne – hvilket man blandt andet så i selve Valencia i 1967, så er den seneste oversvømmelse af en hidtil uset dimension:

»Det er den mest dødelige oversvømmelse i Europas historie,« siger Carsten Humlebæk.

Vil du høre flere nyheder om de kongelige, så lyt til B.T.s royale podcast, hvor der i seneste afsnit bliver set nærmere på, hvor det danske kongehus står et år efter Casanova-krisen. 

Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.

Andre læser også