Hun var elsket. Beundret. Næsten ophøjet.
Sådan var virkeligheden for få år siden for Norges kronprinsesse Mette-Marit i Tyskland.
Det forklarer den Berlin-baserede journalist Asbjørn Svarstad til Dagbladet.
I dag er billedet et helt andet.
»Jeg er bange for, at det er slut. Det ry, det er fuldstændig knust,« siger han til Dagbladet.
Nu diskuteres det endda, om hun overhovedet kan blive dronning.
Særligt sagen om kronprinsessens ældste søn, Marius Borg Høiby, som er på anklagebænken for blandt andet fire voldtægter, har skadet kronprinsessens anseelse.
Og ikke mindst hendes relation til den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein.
»Det har domineret hele nyhedslandskabet. Der har ikke været noget positivt, det er et forfærdeligt billede, der har tegnet sig derude,« siger han.
Ifølge Svarstad har blandt andet den tyske tabloidavis Bild – som er Europas største målt på oplag – haft flere store historier om Mette-Marit og hendes søn samtidig.
Noget, der normalt kun sker, når regeringer falder, eller ved store katastrofer, forklarer han.
Svarstad tvivler derfor på, at kronprinsessen kan genvinde sin tidligere status syd for grænsen.
»Hun har en meget bedre chance hjemme i Norge,« vurderer han.

