Det er et udtryk for dårlig eller i bedste fald uigennemtænkt kommunikation, at Kongehuset to gange på to dage har valgt at kommentere et ugeblads historie om prinsesse Maries påståede brystoperation.

Tirsdag aften udsendte Kongehuset en pressemeddelelse om, at prinsesse Marie ikke har fået lavet en brystoperation i Litauen, som ugebladet Her & Nu ellers hævdede.

Derfor havde Kongehuset bedt ugebladet om at bringe en berigtigelse i dets nyeste nummer. En udmelding, som flere eksperter kaldte meget overraskende, eftersom Kongehuset aldrig tidligere har påtalt den type rygter.

I dag – onsdag den 14. oktober – fulgte Kongehusets pressechef Lene Balleby så op på den overraskende udmelding i et interview med nyhedsbureauet  Ritzau.

Her forklarede hun, at Kongehuset normalt løser eventuelle misforståelser med de involverede medier.

»Men i den her sag, er Her og Nu gået alt for langt. Historien er det pure opspind, og alle grænser er overskredet. Hvis den historie får lov til at stå, vil en usand historie meget let med tiden blive en sandhed og dermed gentaget igen og igen,« lød det fra Balleby til Ritzau ifølge TV 2.

Men både pressemeddelelsen og det efterfølgende interview undrer Anna Thygesen, der er seniorrådgiver i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

»Man kunne mene, at kongehuset har skudt sig selv i foden. Hvis de ikke havde meldt noget ud, ville ingen have tænkt nærmere over den sag, men nu har det givet alle medier en anledning til at tage sagen op – endda flere gange. Hvis målet var at beskytte Kongehusets medlemmer, er det ikke lykkedes særlig godt,« fastslår hun over for BT.

Anna Thygesen har svært ved at vurdere, om pressemeddelelsen er udtryk for en ny strategi fra Kongehusets side, eller om det var et enkeltstående tilfælde:

»Måske er det bare uigennemtænkt, for Kongehusets tro støtter vil jo alligevel ikke tro på den type historier. Men hvis det er en ny kommunikationsstrategi, så skal gennemføres hver gang, ellers tror man jo, at de andre historier er sande,« tilføjer Thygesen.

Hun påpeger, at mange især australske medier hver uge skriver meget fantasifulde historier om kronprinsesse Mary.

»Derfor ville jeg nok ikke have valgt at bruge mit ’dementi-krudt’ på brysthistorien, hvis det var mig,« mener hun.

Anna Thygesen undrer sig også over, at Hoffet vælger at gå i rette med ugebladet Her & Nu over artiklen om prinsesse Maries påståede brystoperation, når det ikke kommenterede en tilsvarende historie, som konkurrenten Se & Hør bragte i slutningen af 2012.

Hun peger på, at det ikke er første gang, at der kommer fokus på Kongehuset evne til kommunikation – eller mangel på samme:

»Nu diskuterer vi jo igen deres kommunikation, og at det er en overraskende udmelding fra Kongehuset. Man burde kunne have gættet, at det var sådan det ville ende. Hvis de ikke havde taget historien op, ville de fleste danskere jo nok bare have troet, at det var løgn,« siger Anna Thygesen.