»Som de fleste andre var jeg dybt overrasket,« lyder det fra Lone Theils.

Hun er journalist, forfatter og har gennem årtier dækket det britiske kongehus. Hun har gennem årene set lidt af hvert - men intet som det her.

Lone Theils fortæller, at hun særligt er overrasket over, at anholdelsen af den tidligere prins Andrew sker nu og så hurtigt.

»Jeg var dybt overrasket over, at det kom så hurtigt, og endda på Andrews egen fødselsdag. Det fortæller mig, at de virkelig har noget at gå videre med,« siger Lone Theils og tilføjer:

»For der er ingen tvivl om, at der har været meget store overvejelser hos politiet, inden man hiver Kongens bror ind.«

Hvorfor egentlig det? Nu er han jo ikke prins mere, så han er vel principielt lige med andre borgere?

Prins Andrew blev torsdag anholdt i en sag om embedsmisbrug.
Prins Andrew blev torsdag anholdt i en sag om embedsmisbrug. Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix

»Der er stadig en enorm  pressebevågenhed, og det er jo et historisk øjeblik, for det er simpelthen ikke sket før. Vi er på ukendt grund, så man skal ikke bare gøre det for at sende et signal, der skal være noget at komme efter,« uddyber Lone Theils.

Torsdag formiddag kunne britiske BBC som det første medie melde, at Andrew Mountbatten-Windsor, tidligere prins Andrew, var blevet anholdt i en sag om embedsmisbrug.

Politiet har i en periode undersøgt påstande mod Andrew Mountbatten-Windsor, hvis navn blandt andet er dukket frem i dokumenter om den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Thames Valley Police har oplyst, at man foretager ransagninger på flere adresser, og ifølge BBC er også Andrews tidligere hjem Royal Lodge ransaget.

Kong Charles har i en officiel udtalelse torsdag bakket politiet op i efterforskningen.
Kong Charles har i en officiel udtalelse torsdag bakket politiet op i efterforskningen. Foto: Andrew Matthews/Reuters/Ritzau Scanpix

Kong Charles har i en udtalelse kommentere anholdelsen af sin lillebror.

»Jeg har med dyb bekymring modtaget nyheden om Andrew Mountbatten-Windsor og mistanken om embedsmisbrug,« lyder det i meddelelsen.

Kongen understreger samtidig, at loven må gå sin gang, og at myndighederne har hans opbakning.

Og kong Charles siger præcis, hvad han skal, mener Lone Theils.

Ifølge Lone Theils er prins Andrew nu helt alene - særligt efter hans mor, afdøde dronning Elizabeth, gik bort.
Ifølge Lone Theils er prins Andrew nu helt alene - særligt efter hans mor, afdøde dronning Elizabeth, gik bort. Foto: Carl Court/AFP/Ritzau Scanpix

»Han gør det rigtige i en ekstremt svær situation. Man kan sige, at skulle det komme så vidt, at der en dag er en retssag mod Andrew, så er det stadig sådan, at det er 'The Crown' mod Andrew Mountbatten-Windsor, så hvis den dag kommer, vil det være Kongen mod hans bror.

Hun understreger, at mange fortsat mener, at kongehuset har handlet alt for og har holdt hånden over Andrew Mountbatten-Windsor for længe, og derfor er det altafgørende, at kong Charles placerer sig på den rigtige side nu.

»Der er enorm vrede, som ikke går væk. Også fordi Andrew på intet tidspunkt har erkendt noget.«

»Kongen er blevet bedt om at vælge mellem sin bror og undersåtter, og han har valgt sine undersåtter,« siger Lone Theils.

Andrew Mountbatten-Windsor er anholdt i en sag om embedsmisbrug -  men det helt store spørgsmål er også, om der kommer mere, mener Lone Theils.

»Ved siden af det er der stadig den her sag om potentielt misbrug og sextrafficking af unge piger, så spørgsmålet ligger der også latent - bliver han straffet for det?«

Og hvordan stiller hele denne sag så det britiske kongehus?

Ifølge Lone Theils, er der ingen tvivl om, at selvom kongehuset nu hjælper politiet og siger de rigtige ting, så er Andrew og kongehuset fortsat uløseligt forbundet.

»Det her er skidt for kongehuset, og nu kan man kun lave damage control.«

»Det vigtigste signal er at sige; vi kommer ikke og redder ham. For det er virkelig den stemning, der er i befolkningen,« siger Lone Theils.

Og prins Andrew? Ja, han har aldrig været mere alene.

»Han kunne måske have ringet, hvis hans mor stadig var i live, men ingen hjælper ham nu,« lyder det fra Theils.

Andrew Mountbatten-Windsor har gentagne gange nægtet sig skyldig i alle beskyldninger mod ham.