Prins Harry brød den royale etikette, da han undsagde sin farmor, dronningen, og løftede sløret for uenigheder i kongehuset i sin måske sidste tale som prins, søndag aften.

Sådan lyder det fra kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, der også mener, at de mange pæne kommentarer – både til folket og hans kone, Meghan – mest var et forsøg på 'damage control' fra prinsen, der har været i vælten de seneste uger.

I talen, som prins Harry holdt ved et formelt middagsselskab for velgørenhedsorganisationen Senteballe, der støtter unge mennesker med hiv og aids, sagde han, at han ville fortælle folk 'sandheden' om sin exit.

Prinsen fortalte blandt andet, at Storbritannien er hans hjem, og at det var ham og ikke Meghan, der havde taget beslutningen om at træde tilbage. En beslutning, som var mange måneder undervejs, og at der ikke var andre muligheder.

Prins Harry og hertuginde Meghan har sammen sønnen Archie.
Prins Harry og hertuginde Meghan har sammen sønnen Archie. Foto: TOBY MELVILLE / POOL
Vis mere

Men midtvejs i talen kom prins Harry også med en opsigtsvækkende melding:

»Hvad jeg gerne vil gøre klart, er, at vi ikke går vores vej, og vi går i hvert fald ikke vores vej fra jer. Vores håb var at fortsætte med at tjene dronningen, Commonwealth, og mine militære forbindelser, men uden offentlig støtte. Desværre var dette ikke muligt,« lød det fra prins Harry.

Og den sætning overrasker Lars Hovbakke Sørensen meget.

»Det er ret overraskende, at han siger de her ting. Det er lidt at gå op imod dronning Elizabeth i virkeligheden. Det viser en splittelse i familien åbenbart med hensyn til, hvad der skal være den officielle udvikling af historien. Han røber nogle ting om, hvordan han ønskede, at nogle ting skulle være, men hvor hun i virkeligheden ønskede noget andet,« siger han.

Prins Harry var i sidste uge til et fortroligt møde med sin far, prins Charles, prins William og dronning Elizabeth. Arkivfoto.
Prins Harry var i sidste uge til et fortroligt møde med sin far, prins Charles, prins William og dronning Elizabeth. Arkivfoto. Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Prins Harry holdt i sidste uge et fortroligt møde med dronningen samt prins Charles og prins William, hvor han og hertuginde Meghans skæbner blev afgjort.

Mødet var en forløber for den pressemeddelelse, som dronning Elizabeth udsendte lørdag, hvor hun gjorde det klart, at prins Harry og hertuginde Meghan både mistede deres kongelige titler samt deres apanage.

Men i ovenstående sætning afslører prins Harry ifølge Lars Hovbakke Sørensen nogle af detaljerne fra, hvad kongefamilien tilsyneladende har diskuteret fortroligt. Med sit udsagn lægger prins Harry ikke skjul på, at han ikke er enig med dronningen i den beslutning, der blev truffet.

»Det plejer man ikke at gøre, når dronningen først er kommet med en officiel udmelding. Det er helt klart et brud på etikken og meget usædvanligt,« siger han.

Prins Harry afslører i sin tale, at der har været splittelse i den royale familie om, hvordan man skulle håndtere hans tilbagetrækning, mener Lars Hovbakke Sørensen.
Prins Harry afslører i sin tale, at der har været splittelse i den royale familie om, hvordan man skulle håndtere hans tilbagetrækning, mener Lars Hovbakke Sørensen. Foto: POOL
Vis mere

I sin tale udtrykker prins Harry også sin taknemmelighed for folkets støtte efter sin mors død, ligesom han også forsikrer folket om, at hans exit ikke skal opfattes, som om han forlader dem. Men det giver Lars Hovbakke Sørensen ikke meget for.

Han mener, at talen er et forsøg på 'damage control' fra prins Harry for at redde stumperne af det engang så gode forhold til befolkningen.

Historiker og kongehusekspert fra SDU Michael Bregnsbo er enig:

»Det er er en afskedstale til offentligheden. Bitterheden er neddæmpet, og der bliver også sagt noget pænt om pressen og medierne, men samtidig noget, som man plejer at sige, når man tager afsked,« siger han.