Det bliver efter alt at dømme 'knald eller fald' for kronprinsesse Mette-Marit, når befolkningen inden længe kommer til at se hende i et interview på NRK.
Det vurderer krisehåndteringsekspert Paul Roge til TV 2 Norge. Han påpeger samtidig, at interviewet tyder på, at det norske kongehus har taget stilling til et vigtigt spørgsmål.
»De har taget et valg, og de ønsker at fikse det her. De tager udgangspunkt i, at hun fortsat skal blive dronning,« siger Roge til TV 2 Norge.
Han har tidligere været ude og decideret advare mod, at Mette-Marit stillede op til tv-interview, netop fordi det er knald eller fald, som han siger.
Nu bliver det afgørende derfor, hvor godt hun forklarer sig, og ikke mindst hvilke spørgsmål hun får - og svarer på.
Torsdag meddelte det norske medie NRK, der minder om danske DR, at mediet havde gennemført et interview med kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon i deres hjem Skaugum.

»Vi arbejder nu på højtryk i nyhedsredaktionen med at færdiggøre det og tager aftenen og natten til hjælp for at kunne publicere bredt,« forklarede redaktør Sofie Gran Aspunkvik til NRK selv.
Det norske medie VG erfarede senere torsdag, at interviewet ville blive publiceret fredag, men det er ikke bekræftet.
Kommunikationschef i kongehuset, Guri Vape har desuden over for Dagbladet bekræftet, at interviewet handler om Epstein. Hun bekræfter også, at både kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon bliver interviewet.

