Det er snart 30 år siden, nyheden om prinsesse Dianas død rystede verden.

Men nu har en ny bog også rystet store dele af den britiske befolkning.

Tirsdag udkommer bogen 'Svanesangen: Diana, min søster', der er skrevet af prinsesse Dianas bror, Charles Spencer, for at fortælle sin søsters historie, som han husker den.

Særligt én passage fra bogen har allerede skabt røre.

»Du kan være helt rolig, vi kommer snart til at glemme hende,« sagde daværende prins Charles ifølge Charles Spencer under et telefonopkald de to imellem efter prinsesse Dianas død.

Efterfølgende beskyldningerne blev offentliggjort i medierne i sidste uge, gjorde det britiske kongehus noget, det ellers aldrig gør: Svarede på kritikken.

Prinsesse Dianas bror, Charles Spencer. Foto: Jeff Overs/Reuters/Ritzau Scanpix

»Selv om vi som princip ikke kommenterer bøger, er Hans Majestæt opmærksom på, at smerten ved at miste en søster kan sløre fornuften, påvirke dømmekraften og farve erindringen på måder, som andre ikke kan genkende - selv mange år efter et sådant tab,« lød det fra en talsmand fra kongehuset ifølge BBC.

Ifølge journalist og forfatter Lone Theils, der er dækket det britiske kongehus i flere årtier og skrevet bøger om prinsesse Diana, så er der to klare årsager til sådan et svar.

»Det her kan blive meget ødelæggende, hvis det står uimodsagt, for der er stadig meget stor kærlighed og veneration for Diana,« forklarer Lone Theils.

Hun forklarer, at der i tiden efter prinsesse Dianas død var en enorm vrede rettet mod den britiske kongefamilie og Charles i særdeleshed, fordi man følte, han havde skubbet hende ud af familien og indirekte var skyld i hendes død. 

Prinsesse Diana, prins Harry, prins William og kong Charles fotograferet i 1995, året før Charles og Diana officielt blev skilt. Foto: Johnny Eggitt/AFP/Ritzau Scanpix

»Det er det, Spencer genopliver. Den følelse af, at de kunne ikke komme hurtigt nok af med Diana,« siger Lone Theils og tilføjer:

»Hvis man puster til den følelse, kan det potentielt blive farligt og ret svært for kong Charles, som måske ellers lige nu har brug for stabilitet i sit familieliv.«

En anden årsag er også, ifølge Theils, at det britiske kongehus er ved at lære, at man bliver nødt til at kommunikere med befolkningen.

»Det er lige dele frygt for at få det her spøgelse genoplivet, og så har de indset, at man må kommunikere på en anden måde,« siger Lone Theils.

Charles og Diana fotograferet i 1990 under en tur til Ungarn. Foto: Laszlo Varga/EPA/Ritzau Scanpix

I Charles Spencers bog mener prinsesse Dianas bror også, at kong Charles næsten virkede glad i telefonen efter nyheden om hans ekskones død.

En reaktion der, ifølge Spencer, kunne skyldes, at han nu endelig kunne få Camilla Parker Bowles, der i dag er dronning Camilla.

Selvom det blot er Spencers udlægning, så er der ingen tvivl om, kong Charles bestemt heller ikke har nogen interesse i at få genoplivet historien om hans romance med dronning Camilla, som stod på i årevis før de fik hinanden.

»Charles blev gift med Camilla og hun blev dronning, og det forestillede man sig slet ikke kunne ske, da Diana døde. Der var en kæmpe vrede i befolkningen, der gik på, at hun skulle aldrig være dronning, og det har taget mange år for Charles at få hende ind i varmen,« forklarer Lone Theils.

Kong Charles og dronning Camilla fotograferet i 2009. Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix

»Charles vil gå langt for, at den vrede ikke blusser op mod hende igen, Han har ikke lyst til, at der bliver ribbet op i de følelser igen,« vurderer hun.

Ifølge Lone Theils, så har prinsesse Diana stadig en helt særlig status i Storbritannien, og derfor har historier om hende også stadig en ekstrem bevågenhed.

»Hun er stadig mor til den kommende kong William, og hun er ikke skrevet ud af historien på nogen måde,« siger Lone Theils og tilføjer:

Når man mister folk i en ung alder, vil de altid være evigt smukke og perfekte. Diana blev kun 36 år, og på den måde er hun blevet et ikon og et symbol på et menneskeligt kongehus, så hun fylder stadig en del i den britiske bevidsthed.«