Det norske kongehus afholdt tirsdag gallamiddag i anledning af et besøg fra det belgiske kongepar. 

Ved den lejlighed holdt kong Harald traditionen tro en tale for gæsterne – en tale, der ifølge norske Dagbladet bar et noget mere alvorligt præg end normalt.

Kongen nævnte blandt andet kort kronprinsesse Mette-Marit og forklarede, at hun ikke var til stede ved gallamiddagen på grund af sit helbred.

»Jeg ved, at vores kære kronprinsesse ville have elsket at være sammen med os i aften. Desværre kan hun ikke være til stede på grund af sin helbredssituation,« lød det fra Kong Harald ifølge mediet. 

Talen har fået Johan Tønnesson, professor i retorik og sproglig kommunikation ved Oslos Universitet, til at reagere.

I en mail til Dagbladet skriver han, at kongens omtale af Mette-Marit næppe er en tilfældighed.

Kronprinsesse Mette-Marit deltog ikke i selve gallamiddagen i forbindelse med det belgiske kongepars statsbesøg.
Kronprinsesse Mette-Marit deltog ikke i selve gallamiddagen i forbindelse med det belgiske kongepars statsbesøg. Foto: Ole Berg-Rusten/NTB/Ritzau Scanpix

Desuden påpeger han, at kongen hverken direkte eller indirekte nævnte de omstændigheder, der har trukket overskrifter omkring kongehuset verden over.

»Kongen udtrykker omsorg for kronprinsessen, og det er let at tolke det som, at han ønsker at markere loyalitet og solidaritet med hende, vel vidende hendes manglende popularitet blandt befolkningen og den hårde kritik, som mange har rettet mod hende på det seneste,« skriver Johan Tønnesson til Dagbladet. 

Det norske kongehus har haft en turbulent start på året, hvor Mette-Marit har trukket overskrifter i verdenspressen, siden hendes forbindelser til den dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein kom frem i lyset.

Siden da har offentligheden ikke set meget til hende, da hun også døjer med en lungesygdom.

Hun var dog til stede ved velkomstceremonien i forbindelse med statsbesøget. 

Mette Marit har siden 2018 været diagnosticeret med den kroniske sygdom lungefibrose. I 2025 sagde hun, at hendes helbredstilstand snart kunne medføre behov for en lungetransplantation. 

Til gallamiddagen på slottet var der dækket op til 184 gæster, der blandt andet fik serveret bjergørred og solbærkage.