Kan man stadig stole på det britiske kongehus?

Engang var et billede eller meddelelse fra Storbritanniens royale familie noget, som hverken nyhedsbureauer eller borgere kunne drømme om at så tvivl om ægtheden af.

Men med prinsesse Kates mystiske sygdom og manipulerede billeder udsendt og indrømmet fra de kongelige, er der kommet ridser i lakken, når det kommer til troværdigheden hos prinsen og prinsessen af Wales. 

Det fortæller forfatter og tidligere englandskorrespondent Lone Theils til B.T.

»De har tabt troværdighed, det er helt sikkert. Når vi så kort tid efter kan se, at der kommer et nyt billede frem, der også er manipuleret, så er det svært ikke at undre sig over, hvad de tænker på hos William og Kate.« 

Stoler ikke på ny video af Kate

Mandag aften kom en video frem, hvor man ser prinsesse Kate og prins William gå sammen efter angiveligt at have været ude og handle.

Den kommer efter, at konspirationsteorier har cirkuleret vidt og bredt om, hvordan prinsessen egentlig har det efter sin operation i maveregionen. 

Men selv videoen, hvor man ser prinsessen, er ikke nok til at overbevise internettet, der nu spekulerer i alt, der kommer ud fra og om det royale par og i særdeleshed Kate. 

»De har fået en ordentlig ridse i lakkes. Normalt har der været en opfattelse af, at de var meget troværdige, men nu er stemningen: 'Kan man stole på dem?' og den tvivl kan godt vare længe, hvis de ikke melder noget ud til befolkningen.«

Parret bør ifølge Lone Theils melde ud, hvad de ellers har manipuleret af billeder, hvis de vil være troværdige i befolkningen igen. 
Parret bør ifølge Lone Theils melde ud, hvad de ellers har manipuleret af billeder, hvis de vil være troværdige i befolkningen igen.  Mischa Schoemaker/SIPA/Ritzau Scanpix

Lone Theils mener, at det rigtige træk fra prinsen og prinsessen nu vil være at være ærlige over for befolkningen.

»Det er for stort nu. De burde gå ud og fortælle, hvad de har manipuleret og hvor stort et omfang, der er tale om. Det vil være en måde, man kunne vinde troværdigheden tilbage. Men om de gør det. Det er svært at sige.«

Alt bliver undersøgt fremadrettet 

Selvom der er kommet et nøk i troværdigheden hos parret, så mener Lone Theils ikke, at det kommer til at have uoprettelige konsekvenser for det ellers populære prinsepar. 

»De bliver ikke lagt for had over det her, men der vil nok være en lang periode, hvor alt de sender ud, bliver gennemgået med en lup for at se, om der skulle være tale om manipulation.«

En undersøgelse foretaget af det britiske Sky News bakker op om Lone Theils. 

Her viser en rundspørge, der er foretaget mellem 15-17 marts, at 9 procent stoler mindre på prinsesse Kate efter skandalerne, men det samme antal stoler mere på hende. 

68 procent fortæller, at deres mening ikke har ændret sig. 

Populariteten er dog ikke faldet, og det er en fordel for fremtiden i monarkiet. 
Populariteten er dog ikke faldet, og det er en fordel for fremtiden i monarkiet.  Chris Jackson/AP/Ritzau Scanpix

Rammer ikke kong Charles

»De overlever med den samme popularitet. Kate har i flere år været fremhævet som den lysende fremtid for monarkiet, men hvis de vil være på den sikre side, så skal de til at kommunikere. Fremtiden skal jo helst ikke være manipuleret.«

Midt i stormen om prinsesse Kate og prins William har den nuværende konge, Charles, stået lidt på sidelinjen.

Lone Theils mener ikke, at hans popularitet kommer til at blive påvirket af sagerne med billederne. 

»Han skal nok holde sig oven vande. Folk har tænkt meget på ham i forbindelse med udmeldingen om kræft, og han har holdt sig helt ude af sagen om Kate. Selvfølgelig har sagen ramt hele 'firmaet', men kongens troværdighed skal nok klare den.« 

Hvis du vil høre om Kates sygdom og de manipulerede billeder, kan du klikke herunder og høre 'Kongehuset bag kulissen'