En dokumentar om Prins Harry og hertuginde Meghan har skabt stor opmærksomhed de seneste dage.

I dokumentaren sætter det royale par ord på, hvordan det har været at være så massivt i mediernes søgelys, som det har været tilfældet for dem.

35-årige prins Harry beskriver i dokumentaren, at det, at håndtere det konstante pres, han er udsat for - især i forhold til mediernes massive kritik af parret, betyder, at han skal være 'på' konstant.

»Jeg troede, at jeg var ok, men så kom det hele tilbage, og det gik op for mig, at jeg bliver nødt til at håndtere det,« siger han i dokumentaren.

»En del af mit job er at lade være med at lade ting gå mig på, men for mig og min hustru er der mange ting, der gør ondt. Især når størstedelen af tingene er løgn.«

Prins Harry kommenterer samtidig rygterne om en konflikt mellem ham og hans bror:

»Ting sker, men vi er brødre. Vi går hver vores vej lige nu, men jeg vil altid være der for ham, og jeg ved, at han altid være der for mig,« siger han og fortsætter:.

»Vi ser ikke så meget til hinanden for tiden, som vi plejer, fordi vi begge har travlt, men jeg elsker ham højt.«

Nu udtaler Prins William, ifølge en kilde, at han håber, at hans bror er okay i kølvandet på Harrys udtalelser i dokumentaren.

Det skriver BBC.

Kilden udtaler samtidig, at Prins William virker bekymret for sin bror.

Interviewene med det royale par kan ses i dokumentaren 'Harry & Meghan: En afrikansk rejse', hvor man følger prins Harry og hans kone, hertuginde Meghan, samt parrets fem måneder gamle søn, Archie, under deres nylige besøg rundt i Sydafrika.