Hvad der kan virke som en flink gestus af kong Charles, er nok i virkeligheden et tegn på det dybe brud i den britiske kongefamilie.

Det mener flere britiske kongehuseksperter, efter det er kommet frem, at kong Charles har udvidet den royale inderkreds.

»Det står klart, at der ikke var nogen genforening under dronningens begravelse, og at Charles frygter det værste fra Harrys Netflix-serie og bog. Harry er helt ekskluderet – indtil han beslutter at vende hjem til Storbritannien og bede om tilgivelse.«

Sådan lyder det blandt andet fra kongehuskommentator og forfatter Tom Bower til Daily Mail.

Prinsesse Anne kan nu officielt være stedfortræder for sin storebror, kong Charles.
Prinsesse Anne kan nu officielt være stedfortræder for sin storebror, kong Charles. Foto: OWEN HUMPHREYS
Vis mere

Ifølge den engelske lov udgøres den royale inderkreds af regentens mand eller kone samt af de fire næste i arvefølgen, der er over 21 år, hvilket på nuværende tidspunkt er prins William, prins Harry, prins Andrew og prinsesse Beatrice.

Men da to af de fire – prins Andrew og prins Harry – er en slags persona non grata i det britiske kongehus og i øvrigt ikke længere betegnes som arbejdende medlemmer af kongehuset, har det givet den nye konge lidt af en hovedpine.

For det ville næppe vække begejstring, hvis en af de to skulle agere stedfortræder for kongen.

Der har derfor været mange gisninger om, hvorvidt han ville få ændret loven, så den kun omfattede de arbejdende medlemmer, hvilket ville ekskludere Andrew og Harry.

Prins Harry er blevet skubbet ud i kulden.
Prins Harry er blevet skubbet ud i kulden. Foto: POOL
Vis mere

Det valgte den 74-årige konge dog ikke at gøre. I stedet valgte han på sin fødselsdag mandag at udvide inderkredsen fra fire til seks personer, så hans søster, prinsesse Anne og bror prins Edward også kom ind i varmen.

Men selv om den løsning virker diplomatisk, så er den det ikke nødvendigvis.

Ifølge flere britiske kongehuseksperter skal løsningen tolkes som, at prins Andrew og prins Harry bliver skubbet ud i kulden.

For med prinsesse Anne og prins Edward på listen over stedfortrædere, er det højst usandsynligt, at prins Harry eller prins Andrew nogensinde vil blive bedt om at agere stand-in for kongen.

Kong Charles har nu fået flere stedfortrædere at vælge imellem.
Kong Charles har nu fået flere stedfortrædere at vælge imellem. Foto: POOL
Vis mere

»Selvfølgelig er det ærgerligt for Harry og Andrew, men der er en god grund til det, og det er nødvendigt,« siger kongehuskommentator og forfatter Angela Levin til Daily Mail.

Hun mener, at Harry og Meghan vil være rasende over beslutningen, men at det ikke handler om, hvad de vil, men hvad kongen har behov for. Og det er altså nogle stedfortrædere, der bor i landet og er til at få fat i.