Den norske kronprinsesse Mette-Marit har længe kæmpet med helbredet grundet en lungesygdom, der blandt andet har ført til afbud til flere store fester.

Men nu er der godt nyt. For selvom kronprinsessen for nylig blev sygemeldt, så virker det til, at hun har fået det bedre.

I hvert fald er den 50-årige kronprinsesse så meget i bedring, at der er planer om, at hun skal på udlandsvisit med sin mand i november.

Fra den 6. til den 9. november skal det norske kronprinspar på et officielt besøg til Tyskland, hvor de skal besøge byerne München, Hamburg og Berlin, oplyser det norske kongehus.

Mette-Marit og kronprins Haakon.
Mette-Marit og kronprins Haakon. Foto: Annegret Hilse/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Besøget er et erhvervsfremstød, der skal forstærke de gode relationer og det tætte samarbejde mellem de to lande. Tyskland er Norges vigtigste samarbejdspartner i Europa.

Foruden kronprinsparret vil også den norske erhvervsminister, Christian Vestre, udenrigsminister Anniken Huitfeldt, forsvarsminister Bjørn Arild Gram og olie- og energiminister Terje Aasland deltage sammen med repræsentanter fra det norske erhvervsliv.

Det var den 14. september, at det norske kongehus meddelte, at kronprinsesse Mette-Marit var blevet sygemeldt efter råd fra sin læge.

Sygemeldingen var i første omgang planlagt til to uger, men den kunne muligvis blive forlænget, lød det fra kongehuset.

Mette-Marit fyldte 50 år i år.
Mette-Marit fyldte 50 år i år. Foto: Ntb/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det betød, at kronprinsessen blandt andet måtte gå glip af den store gallafest i Stockholm i sidste uge, hvor den svenske konge blev fejret i anledning af sit 50 års regeringsjubilæum.

Det er sygdommen lungefibrose, som kronprinsessen har lidt af i flere år, der sætter begrænsninger for hendes udfoldelser.

Lungefibrose er en sjælden kronisk lungesygdom, hvor arvæv i lungerne fører til, at lungerne bliver stive og dårlige til at ilte blodet.

Det føret til, at man kan få åndenød og tør hoste, skriver sundhed.dk.

Der kan være flere forskellige årsager til, at man får lungefibrose, men det kan være svært at vide, hvad der er den egentlige årsag.

Blandt årsagerne kan være indånding af skadelige stoffer som asbest og kiselsyre.