Det var en stor ære for kronprins Christian, da han til sin 18 års fødselsdag fik tildelt Elefantordenen af sin farmor, dronning Margrethe.

Men med ordenen fulgte også en særlig markering. Og den har den unge kronprins ventet på i seks måneder. Tirsdag blev den dog endelig afsløret.

Ved en privat seance på det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot var både kong Frederik og dronning Margrethe ved kronprins Christians side, da den 18-årige fik afsløret sit våbenskjold, der blev ophængt i Ridderkapellet i Slotskirken.

Det oplyser kongehuset på Instagram.

Kronprins Christian afslører sit eget våbenskjold.
Kronprins Christian afslører sit eget våbenskjold. Kongehuset

Elefantridderskjoldet er udført af den kongelige våbenmaler Ronny Skov Andersen og er altså en forlængelse af den elefantorden, som Kronprinsen har modtaget.

'Skjoldet afspejler Kronprinsens våben og titel på det tidspunkt sidste efterår, hvor skjoldet blev færdiggjort. Det er en tradition for elefantridderskjolde, at de ikke ændres, selv om den pågældende ridder senere ændrer titel eller våben,' skriver Kongehuset om ridderskjoldet på Instagram.

'Skjoldet holdes af to vildmænd, som kendes som skjoldholdere fra Christian 1.s tid. Og skjoldet er omhængt af en hermelinsforet våbenkappe,' lyder det videre.

Her er kronprins Christians våbenskjold.
Her er kronprins Christians våbenskjold. Kongehuset

Desuden er der noget særligt ved Kronprinsens våbenskjold – hans våben er dekoreret af den særlige prinsekrone, som blev indført af Christian 5. i 1693.

Til forskel fra kongekronen har den kun tre synlige bøjler og øverst en perle.

På våbenskjoldet står desuden ordene 'princips Daniae', og sammen med prinsekronen afspejler de, at Kronprinsen har status af prins til Danmark.

Desuden kan det bemærkes, at skjoldet er delt i fire felter som Dannebrogskorset.

Både dronning Margrethe og kong Frederik var mødt op til afsløringen af våbenskjoldet.
Både dronning Margrethe og kong Frederik var mødt op til afsløringen af våbenskjoldet. Kongehuset

I det første og det fjerde felt er Danmarks riges våben – tre kronede blå løver i et gult felt omgivet af ni røde hjerter.

I andet felt ses Sønderjyllands to blå løver i et guldfelt, og det tredje felt inddeles i tre blå felter, hvor der ses tre kroner af guld.

Hvor meget skal prins Christian have i apanage? Og hvor mange pligter har han egentlig nu? Lyt med B.T.s podcast 'Kongehuset bag kulissen', hvor du kan få svaret. 

Kongehuset bag kulissen

Hvor mange penge er et kongehus værd? Hvor mange penge bruger kongehusets medlemmer på tøj, rejser og andet? Og er der andre udgifter, som bliver dækket af staten?  Det ser vi nærmere på i denne uges udgave af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen', hvor vi også vil se på, hvem der laver hvad i Kongehuset.  Vært: B.T.s kongehusreporter Silla Bakalus Medværter: Berlingskes kongehuskommentator Jakob Steen Olsen og B.T.s journalist Lykke Buhl.