Den norske kronprinsesse Mette-Marit er blevet sygemeldt i en længere periode.

Det er hun blevet efter råd fra sin læge.

Det oplyser det norske kongehus i en pressemeddelelse torsdag.

»Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mette-Marit er sygemeldt fra den 13. september efter råd fra sin læge,« lyder det.

Arkivfoto af kong Harald, dronning Sonja, kronprins Haakon, kronprinsesse Mette-Marit og prins Sverre Magnus fra maj 2023.
Arkivfoto af kong Harald, dronning Sonja, kronprins Haakon, kronprinsesse Mette-Marit og prins Sverre Magnus fra maj 2023. Foto: Albert Nieboer/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kronprinsessen er i første omgang sygemeldt i to uger – men 'denne periode kan blive forlænget', oplyses det videre.

»Kronprinsessen lider af lungefibrose, som i perioder begrænser hendes officielle program,« skriver det norske kongehus i pressemeddelelsen.

På grund af sygemeldingen vil Mette-Marit – der er gift med kronprins Haakon – ikke kunne gennemføre et planlagt besøg med regentparret og kronprinsen i Stockholm for at fejre den svenske kong Carl Gustafs 50-års regentjubilæum i den kommende weekend.

Hun vil heller ikke kunne deltage i en planlagt rejse til den norske region Vestland senere på måneden.

Det er ikke første gang, at Kronprinsessen har måttet melde afbud til flere arrangementer på grund af den kroniske lungefibrose.

En sygdom, som ikke kan helbredes, og som viser sig med åndenød og tør hoste.

Hun fik diagnosen efter et langt udredningsforløb tilbage i 2018.

»Tilstanden gør, at arbejdsevnen vil variere. Kronprinsen og jeg vælger at informere om dette nu, blandt andet fordi der fremover vil være behov for at planlægge perioder uden et officielt program. I forbindelse med behandling, og når sygdommen er mere aktiv, vil det være nødvendigt,« skrev Kronprinsessen ifølge VG selv, da hun offentliggjorde det dengang.

Mette-Marit er mor til tre børn.

Sønnen Marius, der i dag er i midten af tyverne, har hun fra et tidligere forhold, mens hun sammen med kronprins Haakon har prinsesse Ingrid Alexandra, som er tronarving, og prins Sverre Magnus.