Historien om netop afdøde prins Richard rummer også fortællingen om en bitter strid fra nazitiden om et bizart testamente, der siden anden verdenskrig har sået tvivl om arvefølgen om familiens tyske slot.

Prinsesse Benediktes afdøde mand, prins Richard, var kendt som prins af Berleburg. Men selv om familien boede på familieslottet i Berleburg, så var der tilsyneladende tvivl om arvenfølgen til det tyske slot og dets store jordbesiddelser.

Prins Richards far, fyrst Gustav Albrecht, lavede nemlig før sin død et testamente, hvori han testamenterede slottet og jorden til en ufødt dreng – som var den søn, som han regnede med, at prins Richard ville få.

Dermed sprang arvefølgen tilsyneladende en generation over. Det har prins Richard selv tidligere fortalt i et interview:

»Jeg ejer intet af alt dette«, fortalte han i et interview med Ekstra Bladet tilbage i 1998.

Fyrst Gustav Albrecht blev dræbt på østfronten, og prins Richard kom derfor til at stå for driften i flere år end forudset.

»Jeg har dispositionsretten, men det er min søn Gustav, der ejer det hele. Hvis han dør uden arving, overgår ejendommen og slottet til en af mine nevøer,« fortalte prinsen i interviewet.

Prins Richard med sine hunde foran slottet i Berleburg...
Prins Richard med sine hunde foran slottet i Berleburg... Foto: Jan Jørgensen
Vis mere

Men historien om det bizarre testamente slutter ikke der. Inden fyrst Gustav Albrecht blev dræbt i krigen, nåede han angiveligt også at skrive i testamentet, at den person, der arvede slottet, skulle gifte sig med en person, der var ’adelig', 'protestant' samt 'arier'. Det har blandt andre det tyske magasin bunte.de beskrevet.

Den formulering menes at have skabt problemer for prins Richards søn, Prins Gustav, der i mere end 12 år har været kæreste med Carina Axelsson, der er af svensk/mexicansk afstamning. Derfor har han i de senere år har kæmpet med de tyske myndigheder for at få omstødt testamentet.

Ifølge flere medier er det gamle testamente årsag til, at den 48-årige prins Gustav endnu ikke har giftet sig med den jævnaldrende Carina Axelsson, hvilket ellers er kutyme i royale kredse.

Advokat med speciale i tysk arveret, Stefan Reinel, fra det danske advokatfirma Njord Lawfirm, kender ikke til det pågældende testamentes detaljer. Han undrer sig dog over, hvis et sådan testamente skulle være gyldigt.

Ifølge Stefan Reinel behandlede den tyske forfatningsdomstol en lignende sag tilbage i 2001, hvor det blev afgjort, at en klausul om, at man kun kan arve, hvis man gifter sig med en person, der er adelig og protestant, ikke var lovlig.  Derfor mener han heller ikke, at den klausul, som den prins Gustav tilsyneladende kæmper med, ville holde i retten:

»Retspraktisk siger at den slags klausuler ikke kan forhindre ens arv«, siger han.

Historiker og kongehusekspert Jon Bloch Skipper undrer sig også over formuleringen i det gamle testamente. Han forventer dog, at det vil være prins Gustav, der overtager driften af slottet i Berleburg efter sin fars død:

»Jeg tror ikke, man skal undervurdere betydningen af pligten overfor familien. Den er ret stærk i fyrstelige og adelige familier. At man har den her historiske kontekst og forpligtelsen over for ikke bare den nære familie men også slægten og familien,« siger han.

Prinsesse Benedikte, der indtil nu har beboet slottet, hvor hun blandt andet har avlet heste til sin datter prinsesse Nathalie, der er professionel dressurrytter, kan formentlig også se frem til at blive boende på det smukke, gamle slot.

»Jeg forestiller mig bestemt, at hun kan få lov til at blive boende. Men hun er stadig en del i Danmark på grund af forpligtelser. Det bliver spændende at se, hvor meget Gustav overtager af alt det der. Berleburg er jo ikke bare et slot, det er også et ret stort landbrug og har en betydelig skovdrift. Der er også en virksomhed,« siger Jon Bloch Skipper.

Det tyske magasin Spiegel omtalte i en artikel i 2012 prins Richard som en af de vigtigste skovejere i Tyskland. Slottet, der råder over 13.000 hektar land, har været ejet af prins Richards familie i over 750 år.

Prins Richard døde pludseligt mandag eftermiddag i en alder af 82. Prinsen har tidligere lidt af blandt andet hudkræft. Ifølge familien sov han stille ind.

Kongehuset har overfor BT ikke villet kommentere ejerforholdene eller det gamle testamente om slottet i Berleburg. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra slottets direktør.