Man kan se på prinsesse Benedikte, at der mangler noget. At han mangler.

»Jeg tror stadig, hun tror, at nu kommer min far kørende hjem i bilen. Men så er det bare mig. Døren åbner, og han kommer ikke længere ind, mens han brøler. Vi kan grine af det. Men det er en stor forandring, og jeg tror, hun har det nemmere, når hun er i København. På Berleburg mangler der en i den anden side af sengen.«

Det fortæller prinsesse Benedikte og afdøde prins Richards førstfødte - sønnen prins Gustav - i et åbenhjertigt interview i den seneste udgave af Billed-Bladet, hvor han blandt andet giver et sjældent indblik i sin barndom, sin opvækst, det tætte forhold til fætrene kronprins Frederik og prins Joachim, og i faderens død. Og hvordan den har påvirket familien.

Særligt hans mor.

ARKIVFOTO af prins Richard og prinsesse Benedikte.
ARKIVFOTO af prins Richard og prinsesse Benedikte. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

De to havde fulgtes gennem livet i mere end et halvt århundrede.

Det var den 13. marts for snart to år siden, at den tyske prins Richard, der var familieoverhoved for fyrstehuset Sayn-Wittgenstein-Berleburg og boede sammen med prinsesse Benedikte på familieslottet Berleburg Slot i Bad Berleburg i delstaten Nordrhein-Westfalen i Tyskland, sov ind.

Han blev 82 år.

'Det er med stor sorg, at jeg på vegne af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte må meddele, at Hans Højhed Prins Richard er afgået ved døden,' lød det dengang fra prinsesse Benediktes privatsekretær, Tommy M. Paulsen, i en pressemeddelelse.

Den dag i marts havde prins Richard ikke haft det godt i tre måneder, fortæller Gustav til Billed-Bladet. Han havde problemer med blodtrykket.

Om eftermiddagen tog han sammen med søsteren Alexandra faderen med ud at køre i skoven omkring Berleburg, og ifølge Gustav var det 'en smuk dag'.

Himlen var blå, vejret var klart.

Prins Richard fik lov til at bestemme, hvor turen skulle gå hen.

ARKIVFOTO af prins Gustav.
ARKIVFOTO af prins Gustav. Foto: RPE/Albert Nieboer
Vis mere

Ude på turen forklarede han dog pludseligt, at han gerne ville hjem. Han ville nå tilbage på slottet, før tv-serien 'Colombo' gik i gang. Gustav hjalp ham op ad trapperne, og de aftalte at tales ved senere.

Ordene på trappen blev dog de sidste, de fik sagt til hinanden.

En time senere fik Gustav opkaldet om, at faderen er død, skriver Billed-Bladet. Han lå i sin seng med brillerne på næsen og fjernbetjeningen i sin højre hånd. Rundt om ham lå de tre hunde.

Godt en uge senere tog en dybt berørt prinsesse Benedikte afsked med ham i kirken i Bad Berleburg.

Den tyske prins og den danske prinsesse traf hinanden ved den daværende hollandske tronfølger prinsesse Beatrix' bryllup tilbage i 1966.

På den tid bekom det ikke prinsesse Benediktes mor, dronning Ingrid, vel, at den mellemste datter havde til hensigt at gifte med en mand fra Tyskland. Anden Verdenskrig var stadig for tæt på.

Alligevel lykkedes det Benedikte og Richard at få deres vilje.

To år senere gav de deres 'ja' til hinanden, og sammen fik de tre børn: Gustav, Alexandra og Nathalie.

ARKIVFOTO af dronning Ingrid sammen med hele familien: dronning Margrethe og prins Henrik, prinsesse Benedikte og prins Ricard, prinsesse Alexia med forældrene, kong konstantin og dronning Anne-Marie. Forrest ses børnebørnene: prinserne Paul og Nikolaos, prins Joachim og prins Gustav, prinsesse Alexandra, prinsesse Nathalie og kronprins Frederik.
ARKIVFOTO af dronning Ingrid sammen med hele familien: dronning Margrethe og prins Henrik, prinsesse Benedikte og prins Ricard, prinsesse Alexia med forældrene, kong konstantin og dronning Anne-Marie. Forrest ses børnebørnene: prinserne Paul og Nikolaos, prins Joachim og prins Gustav, prinsesse Alexandra, prinsesse Nathalie og kronprins Frederik. Foto: Vagn Hansen
Vis mere

Prinsesse Benedikte og prins Richard i deres hjem på Berleburg Slot i Berleburg.
Prinsesse Benedikte og prins Richard i deres hjem på Berleburg Slot i Berleburg. Foto: Per Pejstrup
Vis mere