Det vakte en del opsigt, da den britiske prins William forleden i sidste øjeblik meldte afbud til en mindehøjtidelighed grundet 'personlige årsager'.

Det førte til en del spekulationer – særligt om hans hustru, prinsesse Kate, der er sygemeldt. Nu bryder Kensington Palace tavsheden.

Det skriver People og Vogue.

Det var tirsdag meningen, at prins William skulle have deltaget i en mindehøjtidelighed for den forhenværende kong Konstantin af Grækenland.

Her ses prinsesse Kate den 24. november sidste år.
Her ses prinsesse Kate den 24. november sidste år. Foto: Frank Augstein/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men på dagen meldte han pludseligt afbud af 'personlige årsager'. Noget, der ikke blev uddybet nærmere.

Det fik en del til at gætte på og spekulere i, om det mon kunne have noget at gøre med enten hans far, kong Charles, der for nylig blev diagnosticeret med en kræftsygdom, eller med hans hustru.

Ingen har set noget til prinsesse Kate, siden hun juleaftensdag havde sin seneste officielle optræden, da hun dukkede op i kirke til en julegudstjeneste med sin mand og deres tre børn.

I midten af januar oplyste Kensington Palace, at hun var blevet indlagt på The London Clinic til en 'planlagt maveoperation'.

Kate og William ses her med deres tre børn, George, Louis og Charlotte.
Kate og William ses her med deres tre børn, George, Louis og Charlotte. Foto: Alastair Grant/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Ud fra lægernes råd og vurderinger ventes prinsessen ikke at genoptage sine offentlige forpligtelser før efter påske,« oplyste Kensington Palace i den forbindelse.

Hoffet tilføjede dengang, at Kate »håber, at offentligheden vil forstå hendes ønske om at opretholde så meget normalitet for sine børn som muligt,« ligesom hun udtrykte et ønske om, at »hendes personlige medicinske oplysninger forbliver private«. 

»Kensington Palace vil derfor kun give opdateringer om Hendes Kongelige Højheds fremskridt, når der er væsentlige nye oplysninger at dele,« lød det.

Siden er der ikke blevet meldt nærmere ud om hendes tilstand – udover i slutningen af januar, hvor hoffet annoncerede, at Kate var blevet udskrevet og var i bedring derhjemme.

Der har heller ikke været meldt noget ud om, hvad hun nærmere er blevet opereret for.

De mange ubesvarede spørgsmål satte derfor – næppe overraskende – ild til en masse nye spekulationer og konspirationsteorier på de sociale medier, da prins William pludselig trak sig fra tirsdagens mindehøjtidelighed. 

Hvor en del af spekulationerne var til den mere humoristiske side, var der ifølge Vogue også nogen, der spekulerede i, om prinsessen var 'forsvundet', eller at den kongelige familie skjulte den virkelige grund til hendes fravær fra det offentlige liv.

Nu har Kensington Palace så brudt tavsheden og er kommet med en sjælden udtalelse, hvilket altså sker i kølvandet på de seneste dages massive gætterier.

Her ses prinsesse Kate den 8. december sidste år.
Her ses prinsesse Kate den 8. december sidste år. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

I den nye udtalelse gentages meget af budskabet fra den første besked, hoffet sendte ud.

»Vi var meget klare fra begyndelsen om, at prinsessen af Wales var ude indtil efter påske, og Kensington Palace ville kun komme med opdateringer, når noget var vigtigt,« lyder det ifølge People kortfattet i den nye udtalelse fra en talsperson for hoffet.

Dog slår talspersonen også fast, at den 42-årige prinsesse »har det godt«.

Det hører til sjældenhederne, at de britiske royale offentligt kommenterer deres helbred, da det anses som et privat anliggende.

Dog gjorde Kates svigerfar, kong Charles, en undtagelse, da det tidligere på året kom frem, at han skulle i behandling for forstørret prostata. 

Kongen valgte dengang at offentliggøre sin tilstand for at opfordre andre mænd til at få lægetjek.

Efterfølgende blev det oplyst, at han var blevet diagnosticeret med en kræftsygdom, som var blevet opdaget i forbindelse med behandlingen.

Det er dog ikke nærmere oplyst, hvilken type af kræft der er tale om.