Kronprinsesse Victoria og hendes mand, prins Daniel, er blevet testet positive for covid-19.

Det skriver det svenske kongehus i en pressemeddelelse på blandt andet Facebook:

Det var angiveligt forkølelsessymptomer, der førte til, at man opdagede, at kronprinsessen og prinsen havde fået covid-19. Efter at kronprinsessen onsdag havde udvist forkølelsessymptomer, valgte parret at gå i karantæne.

Og torsdag fik de så testsvarene:

'Kronprinsparret er i dag blevet konstateret smittet med covid-19. Kronprinsessen og prins Daniel viser lette symptomer, men har det efter omstændighederne godt', skriver det svenske kongehus på Facebook.

'Umiddelbart efter sygdomsfrembruddet gik kronprinsessen, prins Daniel, prinsesse Estelle og prins Oscar i karantæne derhjemme. Smitteopsporing er indledt i samarbejde med den kongelig livlæge', lyder det videre.

Ifølge den svenske avis Expressen har påvisningen af corona betydet, at kronprinsparret ikke kunne deltage i en mindegudstjeneste torsdag aften i Drottningsholms slotskirke, som skulle transmitteres i tv.

Den 43-årige kronprinsesse og hendes mand skulle ifølge mediet ikke have været i nærheden af kong Carl Gustaf eller dronning Silvia den seneste tid, så det formodes, at kongeparret ikke er blevet smittet.

Artiklen opdateres