Dronning Margrethe har aflyst et besøg i Aarhus på mandag for at kunne deltage i sin kusine, prinsesse Elisabeths bisættelse. Det oplyser Kongehuset til B.T.

Dronningens kusine, den 83-årige prinsesse Elisabeth, døde efter længere tids sygdom tirsdag aften.

Prinsessen vil blive bisat mandag den 25. juni fra Lyngby Kirke, hvor hun også er blevet døbt og konfirmeret.

Det er samme dag, som dronningen skulle ankomme offcielt til Aarhus med kongeskibet Dannebrog i forbindelse med residensforlæggelsen til Marseliesborg Slot.

»Med beklagelse meddeles det hermed, at som følge af H.H. Prinsesse Elisabeths død aflyses den officielle modtagelse af H.M. Dronningen i Aarhus mandag den 25. juni kl. 12.00 på Aarhus Havn,« skriver Statsforvaltningen.

Prinsesse Elisabeth var ligesom dronning Margrethe barnebarn af Christian X. Dronning Margrethes far, kong Frederik IX, var storebror til prinsesse Elisabeths far, arveprins Knud.

I mange år stod prins Knud forrest i køen til at efterfølge sin bror som konge, da tronfølgeloven kun tillod mandlig arvefølge, og kong Frederik kun havde døtre.

Men i 1953 besluttede man at ændre loven, så den daværende prinsesse Margrethe kunne bliver tronfølger. Det sendte prinsesse Elisabeths far og hans tre børn langt ned i tronfølgen.

Prinsesse Elisabeth var storesøster til grev Ingolf og grev Christian af Rosenborg. Mens begge brødre valgte at gifte sig borgerligt, valgte prinsesse Elisabeth aldrig at gifte sig for at beholde sin prinsessetitel og status som medlem af kongehuset.

Prinsesse Elisabeth fik aldrig børn, men betragtede sine tre niecer som sine børn. Prinsessen vil blive bisat mandag klokken 13.00 og vil blive forestået af tidligere kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen. Prinsessen vil blive stedt til hvile ved siden af filmfotograf og instruktør Claus Hermansen, som hun boede sammen med i en årrække.