Når Meghan Markle lørdag gifter sig med britiske prins Harry, bliver hun ikke prinsesse, men formentlig hertuginde. Men derudover er meget ikke givet, og at finde en rolle i deres fremtidige liv kan blive noget af en udfordring. Det vurderer historiker med speciale i kongehuse, Michael Bregnsbo,
»Meghan og Harry skal jo ikke arve tronen. De skal finde en rolle, der viser, at de har en passende funktion - at de har gjort sig fortjent til de privilegier, der er forbundet med at være kongelige,« siger han.
Selv om Meghan Markle gifter sig med en prins, bliver hun ikke prinsesse, da det ifølge britisk lov officielt kun er personer født ind i den royale familie, der kan få titlerne prins eller prinsesse.
Meghan Markle vil derimod kunne vælge mellem at bruge sin mands titel, så hun vil blive tiltalt ’hendes kongelige højhed, prinsesse Henry af Wales’ eller hun kan bruge den titel, hun vil få ved brylluppet, som ifølge britiske eksperter formentlig vil blive 'hertuginde af Sussex' ligesom hendes mand forventes at blive 'hertug af Sussex'.
Uanset titel er det ifølge Michael Bregnsbo, der er historiker ved Syddansk Universitet vigtigt, at de finder noget relevant at lave:
»Det gælder om at finde en samfundsmæssig rolle, og at de skal finde deres niche, hvor de kan gøre nytte som kongelige. Hvis ikke de gør det, så kan der komme kritik af, hvad de egentlig laver for alt det, de får.«
Den 33-årige prins Harry har tidligere varslet, at kongefamilien vil blive anderledes og noget mere åben, når hans bror bliver konge.
Men det vil også give udfordringer for Meghan og Harrys nye roller, for det vil ikke nødvendigvis være let at finde noget passende.
Nogle af de yngre kongelige er de seneste år blevet modeller, som f.eks. danske prins Nikolai og den britiske lady Amelia Windsor, der er barnebarn af Dronnig Elizabeths fætter Edward. Men så almindelige jobs kan Meghan og Harry ikke varetage, og Meghan Markle har da også allerede droppet skuespilkarriere:
»Nej, det går ikke, hvis hun er skuespiller. Der er noget ophøjet ved kongefamilien, og det ville gøre dem lidt for almindelige. Det er også det farlige, for på den ene side skal de være lidt ophøjede, og på den anden side skal de ikke være så ophøjet, at man tænker: ’Hvem tror de egentlig, de er?«, siger Michael Bregnsbo og fortsætter:
»De skal være som os andre, men alligevel ikke helt som os andre. Så det er om at finde balancen. Men det er også problematisk, for balancepunktet flytter sig også fra generation til generation.«
Kan man forestille sig, at de skal have nogle almindelige jobs?
»Det kan også være svært, når de har de familierelationer. Men de må finde en rolle, hvor det kan ses, at de gør nytte, som f.eks. velgørenhedsarbejde eller militærtjeneste. De skal finde en rolle, hvorimod William og Kates rolle ligger fast. De er kommende kongepar, og det skal de forberede sig på.«
Forlovelsen mellem Meghan Markle og prins Harry har allerede inden brylluppet udfordret adskillige, kongelige traditioner. Blandt andet, fordi Meghan Markle er fraskilt og katolik, hvorimod medlemmerne af kongehuset er protestanter. Derudover er hun den første farvede kvinde, der bliver gift ind i kongehuset.
Dertil kommer, at det unge par har brudt adskillige normer og retningslinjer for royal opførsel. Meghan Markle og prins Harry ses tit gå arm i arm eller hånd i hånd ved officielle arrangementer, hvilket ikke er velset for kongelige, og så har de udsendt nogle forlovelsesbilleder, der er noget mere intime end tidligere set hos de kongelige. Desuden har Meghan Markles familie de seneste uger har skabt et kæmpe postyr i medierne, som kongehuset givet gerne havde været foruden.
