Durek Verrett har klaget over norsk Se og Hør.

Den norske prinsesse Märtha Louises forlovede har indberettet ugebladet til den norske version af Pressenævnet kaldet Pressens Faglige Udvalg.

Klagen skyldes en artikel om den kontroversielle shamans nyresygdom, der blev bragt i december, skriver Dagbladet.

I klagen fremgår det, at Durek Verrett mener, at læseren efterlades med indtrykket af, at han har stillet op til artiklen, selvom han informerede Se og Hør om, at han »ikke ønsker nogen som helst omtale eller offentliggørelse af sin sygdom«.

Prinsesse Märtha Louise har afgivet sine royale protektioner og har ikke megen opbakning til sin titel på grund af sin forlovelse med Durek Verrett. Ikke mindst har den norske kronprins Haakon vedkendt sig, at selvom han godt kan lide sin søster, prinsesse Märtha Louises, forlovede, så har den selvproklamerede shaman Durek Verrett skabt problemer for kongefamilien – ikke mindst ved at påstå, at han blev helbredt for corona af den type spirituelle medaljoner, han selv sælger for 1.600 kroner.
Prinsesse Märtha Louise har afgivet sine royale protektioner og har ikke megen opbakning til sin titel på grund af sin forlovelse med Durek Verrett. Ikke mindst har den norske kronprins Haakon vedkendt sig, at selvom han godt kan lide sin søster, prinsesse Märtha Louises, forlovede, så har den selvproklamerede shaman Durek Verrett skabt problemer for kongefamilien – ikke mindst ved at påstå, at han blev helbredt for corona af den type spirituelle medaljoner, han selv sælger for 1.600 kroner. Foto: Daryl Henderson
Vis mere

Derfor mener han, at ugebladet har overtrådt tre af de norske presseetiske retningslinjer.

Shamanen mener nemlig, at Se og Hør ikke har været hensynsfuld over for ham og hans situation, ikke har respekteret hans privatliv og ikke har været journalistisk saglig.

Over for Dagbladet bekræfter Se og Hørs ansvarshavende redaktør, at man har modtaget klagen fra Durek Verrett.

»Se og Hør ser frem til en grundig behandling i udvalget og deres vurdering af sagen. Vi arbejder nu på et svar på klagen,« lyder det fra ugebladets redaktør, Ulf André Andersen, der ikke har ønsket at kommentere sagen yderligere.