Durek Verrett har forholdt sig tavs, siden der i september blev lækket lydoptagelser af ham, hvor han erkender at have ageret seksuelt upassende overfor flere klienter.
Men lørdag bryder den amerikanske shaman tavsheden om overgrebsanklagerne imod sig i det danske TV 2-program 'Insider', hvor han og hustruen prinsesse Märtha Louise er gæster.
»Nej, jeg har aldrig voldtaget nogen, og jeg har aldrig lavet seksuelle fejltagelser,« fastslår Durek Verrett her på dansk tv.
Anklagerne om seksuelle overgreb begået af den amerikanske shaman dukkede dog allerede op for mere end et år siden.
Her fremførte den tidligere samarbejdspartner Joakim Boström nemlig i norsk Se & Hør, at han var blevet udsat for flere tilfælde af seksuelle forulempelser, ikke mindst begået under de private terapisessioner, som Durek Verrett udbyder.
Dengang afviste Durek Verrett anklagerne til fulde og endte med at sagsøge Se & Hør.

Men efter en række lydoptagelser dukkede op i september – i forbindelse med hans og prinsesse Märtha Louises Netflix-dokumentar 'Rebel Royals', hvor Durek Verrett igen afviser overgrebsanklagerne – har shamanen forholdt sig tavs.
På de lækkede optagelser indrømmer Durek Verrett nemlig, at han rent faktisk har haft sex med og udført seksuelle handlinger på flere af de klienter, han skulle forestille at hjælpe.
»Jeg har overskredet grænser og begået fejl,« indrømmer Durek Verrett i en af de private lydbeskeder til sin tidligere ven, MTV-realitystjernen Eric Nies, der konfronterer ham med anklagerne.
Men nu udtaler Durek Verrett sig altså for første gang om anklagerne om seksuelt grænseskridende adfærd, efter lydoptagelserne blev lækket.
Og han fastholder altså nu i TV 2-programmet 'Insider', at han er uskyldig og aldrig har begået fejl, selvom han erkendte det dengang for seks år tilbage på lydoptagelserne.
Da optagelserne blev lækket i september, stod også Durek Verretts eksforlovede og tidligere manager frem og fortalte, at shamanen var en »afskyelig narcissist«, som længe havde rygtedes at være overgrebsmand. Læs mere om det HER.
