Kun lidt mere end to timer gik der. Så kom den første royale reaktion på den norske kong Haralds død fra en uventet kant.

»Jeg kender ikke til nogle regler, der skulle sige, at han ikke kan udtale sig eller dele en personlig hilsen til kongen,« som Tove Taalesen, kongehusekspert hos Nettavisen, siger til Dagbladet:

»Men tidspunktet er usædvanligt.«

Det var således den selverklærede shaman Durek Verrett, gift med prinsesse Märtha Louise, der blev den første tæt på det norske kongehus til at reagere på dødsfaldet.

»Jeg elsker dig, 'far'. Jeg vil savne alle vores sjove tider sammen,« lød det i et opslag på Instagram ledsaget af et foto af afdøde kong Harald.

Det blev offentliggjort fredag ved 10-tiden.

Durek Verrett ses her sammen med prinsesse Märtha Louise. Foto: Heiko Junge/AFP/Ritzau Scanpix

Og det var altså kun lige knap to en halv time efter, at det norske kongehus havde meldt ud, at dødsfaldet havde fundet sted kl. 6.35 samme morgen.

Dermed er det kun Durek Verrett, der indtil videre offentligt har ytret sig om kong Haralds bortgang – ud det nye royale overhoved, kong Haakon.

Hverken dronning Mette-Marit, dronning Sonja eller kronprinsesse Ingrid Alexandra har sagt noget.

Ifølge førnævnte Tove Taalesen understreger det, hvordan der i lignende tilfælde altid har været »tradition for stor diskretion og tilbageholdenhed« blandt de kongelige.

»Især i den indledende hofsorg, hvor resten af den nærmeste familie er meget tilbageholdende offentligt, er det derfor påfaldende, at Durek så hurtig vælger at dele sin sorg på sociale medier,« siger hun til Dagbladet.

Durek Verrett har ingen officiel rolle i det norske kongehus, men Tove Taalesen mener, at han alligevel bør følge de gældende retningslinjer.

Han har i øvrigt også efterfølgende delt flere ting relateret til kong Haralds død på sin Instagram-profil.