Susanne Heering har bogstaveligt talt danset sig gennem livet. Dronningens mangeårige veninde fylder 80.

Vi kender hende fra den røde løber ved de kongelige baller iført lange silkekjoler, ordensbånd og diademer. Hun er med til runde fødselsdage og til brylupper i den royale familie, og ved prinsens bisættelse i februar var hun naturligvis også blandt de særligt indbudte gæster. I folkemunde er Susanne Heering kendt som ’Dronningens veninde’ eller likørkongen Peter Heerings kone.

Et hurtigt blik i Kraks Blå Bog afslører dog, at Susanne Heering er helt sin egen.

I mange år drev hun sin egen balletskole i Næstved, og gennem et langt liv har hun engageret sig i velgørende formål som for eksempel psykisk udviklingshæmmede og spiseforstyrrelser.

Bax Lindhardt

Man skal ikke være sammen med Susanne Heering ret længe, før ordet ’ung’ trænger sig på. For nok runder den tidligere balletskoleejer de 80 lige om lidt, men når man sidder over for den tidligere balletlærer, står det klart, at alder rent faktisk kun ER et tal.

Hun springer op af trappen til køkkenet på tynde stilletter. Griber sin iPhone for at finde en artikel, som hun lige kommer i tanke om. Og sender og modtager e-mail på sin mobil som den naturligste ting i verden. Susanne Heering er en ung dame på 80 år. Hun holder sig godt.

»Ja, det siger de alle sammen, men jeg kan altså ikke gøre for det,« griner hun og tilføjer, at hun på ingen måde frygter den kommende runde fødselsdag.

»Jeg har det godt med min alder. Jeg synes, jeg har haft et dejligt liv, og jeg har det også godt nu. Det var forfærdeligt, da jeg mistede min mand for tre år siden, men jeg har så mange gode ting at huske tilbage på, og mine børn er søde til at bakke mig op. Det driver mig frem.«

'Balletten holder mig sund,' siger tidligere balletskoleleder Susanne Heering, som fylder 80 12. oktober. Hun underviser stadig hver fredag formiddag.
'Balletten holder mig sund,' siger tidligere balletskoleleder Susanne Heering, som fylder 80 12. oktober. Hun underviser stadig hver fredag formiddag. Bax Lindhardt

Selv om hun på ingen måde synes, at alderen trykker, har hun dog ingen ambitioner om at blive 100.

»Nej, jeg har ikke lyst til at blive så gammel, at man bliver fuldstændig afhængig af andre,« siger hun.

Susanne Heering fotograferet med de kvinder, som hun underviser hver fredag formiddag.
Susanne Heering fotograferet med de kvinder, som hun underviser hver fredag formiddag. Bax Lindhardt

Selv om det er flere år siden, Susanne Heering lukkede sin legendariske danseskole i Næstved, har hun ingen planer om at smide balletskoene lige med det samme. Hver fredag underviser hun et hold voksne kvinder i ballet i Studenternes Roklub i Svanemølle Havn.

»Jeg har det bedst med at holde mig i gang. Jeg går ikke herhjemme og laver øvelser hele tiden, men jeg danser stadig, og det holder mig sund.«

For nylig havde hun et grimt styrt fra trappen i sit hus, og her er hun sikker på, at balletten kom hende til undsætning.

»Det kunne være gået helt galt. Jeg var nær blevet slået halvt fordærvet, men jeg slap med nogle skrammer,« siger hun og viser, hvor på hånden hun kom til skade under faldet.

Susanne Heering, tidligere balletdanser og balletskoleejer og tæt veninde med Dronning Margrethe. Susanne Heering fylder 80 12. oktober 2018, men underviser stadigvæk et hold voksne piger i ballet hver uge.
Susanne Heering, tidligere balletdanser og balletskoleejer og tæt veninde med Dronning Margrethe. Susanne Heering fylder 80 12. oktober 2018, men underviser stadigvæk et hold voksne piger i ballet hver uge. Bax Lindhardt

»Det kan jeg takke balletten for,« siger hun og henviser til den gode form, hun trods alderen stadig er i.

Dus med Dronningen
Som helt ung blev Susanne Heering gift med en af landets mest indflydelsesrige forretningsmænd med nære forbindelser til kongehuset. Peter Heering var arving til familiefirmaet Peter F. Heering, som han senere selv stod i spidsen for. Susanne Heering selv blev hurtigt dus med Dronningen, og i mere end 30 år lavede hun balletopvisninger på sin skole i Næstved, hvor majestæten altid stod for scenografi og kostymer.

Susanne og Peter Heering fotograferet på deres bryllupsdag.
Susanne og Peter Heering fotograferet på deres bryllupsdag. Aalborg Amts

Da det i begyndelsen af 80’erne begyndte at gå skidt i Heering-familiens firma, fik Dronning Margrethe idéen om, at Susanne Heering kunne starte sin egen danseskole. Det var også majestæten, der fandt på navnet ’Fru H’s danseinstitut.’

Den økonomiske krise i firmaet tvang familien til at forlade København og flytte til en forpagterbolig ved Turebyholm ved Næstved. Derfor indrykkede fru Heering en annonce i Næstved Tidende, og i løbet af kort tid havde hun 150 elever fra fem år og opefter.

Susanne Heering underviser balletbørn i 2002 på sin balletskole.
Susanne Heering underviser balletbørn i 2002 på sin balletskole. SØREN STEFFEN

De næste 32 år underviste Susanne Heering både børn og voksne i den sydsjællandske by, og Dronning Margrethe lavede scenografi og designede kostumerne til de årlige afdansningsballer. Regenten sad også selv med saks, lim og sytråd.

»Det var utroligt, hvad Dronningen kunne få ud af ingenting. Hun lavede de smukkeste kraver af lagkageservietter,« fortæller Heering og viser med hånden, hvordan majestæten fik de velkendte hvide papirservietter til at ligne kostbare kniplinger.

Liselotte Sabroe
Aage Sørensen

»Pludselig var der 50 børn, der skulle have hatte på, og så måtte Dronningen jo i gang. Hun indgik på fuldstændig lige fod med alle andre dernede.«

Dronning Margrethe og Susanne Heering samt børn fra Susanne Heerings Balletskole deltager i pressemødet om forestillingen 'Den Standhaftige Tinsoldat' tirsdag 6. november 2007.
Dronning Margrethe og Susanne Heering samt børn fra Susanne Heerings Balletskole deltager i pressemødet om forestillingen 'Den Standhaftige Tinsoldat' tirsdag 6. november 2007. Keld Navntoft
Pressemøde på Hofteatret, hvor Dronning Margrethe fortæller om sin scenografi til Susanne Heering' ballet 'Tolv med posten'.
Pressemøde på Hofteatret, hvor Dronning Margrethe fortæller om sin scenografi til Susanne Heering' ballet 'Tolv med posten'. Keld Navntoft

I 2012 valgte Susanne Heering at lukke danseskolen, fordi hendes mand, Peter Heering, var blevet syg. Han døde tre år senere, 80 år gammel.

Susanne og Peter Heering fotograferet, da kronprinsen fyldte 40.
Susanne og Peter Heering fotograferet, da kronprinsen fyldte 40. Sonny Munk Carlsen

Det bår’ dæjli’
Landets dronning færdes hjemmevandt i Susanne Heerings køkken, og de to veninder har ofte spist en pølsemad efter en ballettime.

Trods båndene til Amalienborg, to ridderkors og omtalen i Kraks Blå Bog, holder Susanne Heering fast i, at der stadig ruller solidt nordjysk blod i hendes årer. Susanne Heering er nemlig født og opvokset i Nordjylland.

»Jeg er så glad for at være fra Jylland. Dronningen og jeg taler også tit jysk sammen. Så siger vi for eksempel: ’Det er bare helt i ården.’ Og vi har grinet til 'De Nattergale'. På et tidspunkt kunne vi alle deres sange udenad,’ siger hun og afslører samtidig, at dronningen taler et udmærket jysk og har et blødt punkt for ’The Julekalender.’

Dronningen og Susanne Heering fotograferet ved et pressemøde i 2010 om balletten 'En Tivolidrøm.'
Dronningen og Susanne Heering fotograferet ved et pressemøde i 2010 om balletten 'En Tivolidrøm.' Keld Navntoft

12. oktober runder Susanne Heering 80 år. Dagen før sin fødselsdag holder hun en stor fest for 160 gæster, og den kommende fødselar lægger ikke skjul på, at hendes mand har haft stor indflydelse på beslutningen om at fejre den runde dag.

»Jeg taler stadig meget med min mand,« siger hun, inden stemmen svigter hende.

Hun sunder sig lidt.

»Og jeg er sikker på, han ville ønske, at jeg holdt en stor fest og fejrede mig selv.«

Peter og Susanne Heering, da de fejrede sølvbryllup. Her med deres fire børn.
Peter og Susanne Heering, da de fejrede sølvbryllup. Her med deres fire børn. Jørgen Jessen

En af de lakerede negle dupper forsigtigt under det ene øje.

»Så, nu løber mascaraen,« siger hun og griner ad sig selv.

»Vi var et godt team. De kriser, vi var igennem, både med vores lille dreng og med firmaet, knyttede os endnu stærkere til hinanden. Når man har været gift i 53 år, så hænger man jo meget sammen.«