Den tidligere balletskoleejer og danselærer Susanne Heering har kendt kronprinsen, siden han var lille og er ikke i tvivl om, at han engang bliver et fantastisk statsoverhoved for Danmark.
Om få dage bliver Susanne Heering 80. Hun er én af dronning Margrethes veninder og har derfor kendt kronprins Frederik, siden han var omkring tre år.
Hun er ikke i tvivl om, at kronprinsen bliver en god konge – når den tid kommer.
»Jeg tror, han bliver en rigtig god konge. Han bliver en anden type regent end sin mor, for de er meget forskellige. Kronprinsen minder jo utrolig meget om sin morfar,« siger hun.

»Og så har han jo en fantastisk kone. De bliver et fantastisk kongepar. Jeg tror ikke, vi kan ønske det meget bedre,« lyder det fra Dronningens mangeårige veninde.
Kronprinsen var kun to eller tre år gammel, da han begyndte at komme i Heerings hjem.
Venskabet med kongehuset er nemlig gået i arv gennem generationer i familien Heering. Susanne Heerings svigermors mor var nær bekendt af Dronning Alexandrine, og ægtemanden Peter Heering kendte allerede dronning Margrethe, inden han blev gift.
Derfor har Heering-parret kendt kronprins Frederik og prins Joachim, siden de var små, og Susanne Heering glæder sig over, at de varme bånd er ført videre i næste generation.

»Det er så dejligt, at vores børn også har meget til fælles,« siger hun med henvisning til, at hendes ældste søn, Peter, er nær ven med kronprinsen. Svigerdatteren Caroline Heering var gennem otte år hofdame for Kronprinsesse Mary.
»Det er ligesom gået i arv i generationer. Det er ikke noget, der er blevet arrangeret. Det er bare faldet naturligt sådan,« forklarer Susanne Heering.
