»Kære farmor, stort tillykke med fødselsdagen!«

At Dronningen ikke kan få lov til at fejre sin fødselsdag med familien ved sin side, betyder ikke, at hun skal snydes for en hilsen fra sine otte børnebørn.

De har - formentlig med hjælp fra nogle voksne - sendt en videohilsen afsted til deres farmor, og kongehuset har været så venligt at dele en bid af den ellers private video med danskerne.

I videosekvensen, som du kan se øverst i artiklen, ser man først de ældste børnebørn, prins Nikolai og prins Felix, lykønske deres farmor. Synkron. Efterfølgende kommer de to unge herrers yngre søskende, prinsesse Athena og prins Henrik, til syne med en ligeledes synkron lykønskning.

Det er dog ikke kun prins Joachims børn, der ønsker familiens overhoved tillykke. Også kronprinsparrets børn byder ind.

I videoen samles de - prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine - på en udendørs trappe - hver især med bogstaver i hånden.

'T E K L I Y K L,' ender der med at stå, før de får rokeret om, så der står 'T I L L Y K K E' - hvilket de også råber højt.

Videoen er akkompagneret af en melodien fra 'Happy birthday to you' og blev sendt som en overraskelse til dronning Margrethe torsdag formiddag.