Hvis Dronningen tidligere helst så sin ældste søn med en kongelig kæreste, så har hun dog siden skiftet mening.

I dag er hun vild med Mary. Faktisk så det ud som om, hun helt overgav sig, efter hun mødte Mary personligt for første gang over en kop te. Kun få måneder efter beskev hun nemlig Mary som »svigerdatter« til et pressemøde i Caix, og det er et stort ord, når det kommer fra en Dronning.

Siden har Dronningen ikke lagt skjul på, at Kronprinsen i hendes øjne har gjort et klogt valg.

Hun kunne næsten ikke sige det mere tydeligt, da hun talte til Kronprinsen til hans bryllup.

»Papa og Mor, vi véd nok, hvordan du har fundet frem til dit sande jeg. Det skete, da du mødte Mary. Da blev det forår i dit sind, og det blomstrede omkring dig, ligesom det blomstrer nu på denne dag i maj.«

Også i bogen »Margrethe« åbner hun op for sin følelser omkring Mary. Her beskriver hun blandt andet, hvordan hun havde det, inden hun mødte hende første gang.

»Jeg var glad og spændt. Men jeg var ikke særlig urolig, for det indtryk, jeg havde fået af hendes utrolige diskretion og stilfærdige fremtoning – på trods af pressens meget påtrængende nysgerrighed – viste mig, at der måtte være noget helt usædvanligt ved den pige. Selv om man vælger med hjertet, behøver man jo ikke at slå hjernen fra,« fortalte hun til forfateren Annelise Bistrup.

I dag lever Dronningen og Mary tæt på hinanden. Både professionelt og privat, hvor de hjemme på Fredensborg bor som nærmeste naboer. Sådan er det at være en del af den kongelige familie.

Allerede få måneder efter Kronprinsparrets bryllup, måtte Mary bo helt tæt på sin svigermor, da de sammen tilbragte to uger på Kongeskibet under deres sommertogt til Grønland.

Her lagde Dronningen ikke skjul på, at hun nød at vise sit elskede Grønland frem for sin svigerdatter.

»Jeg elsker jo at forklare alt muligt, så andres ører hænger i laser,« sagde Dronningen dengang, hvor hun også understregede, at Mary havde været rejsens højdepunkt.

»At se Kronprinsessen første møde med Grønland. Det har vi glædet os til hele vinteren,« sagde hun.

Der er ikke noget at sige til, at Dronningen er glad for, at det alligevel blev Mary, som trådte op af kirkegulvet den 14. maj 2004. Selv den mest kongelige pige ville næppe kunne få så mange danskere til at stille sig op med blafrende papirsflag i regn og blæst, som Mary kan. Selv når hun træder ud i offentligheden med både Kronprinsen og Dronningen ved sin side, så er det hende alle vil aflevere deres hjemmeplukkede buketter til. Og er der pressemøde er det hende, som langt flest journalister retter blikket og spørgsmålene imod.



msi, khe og jhj