Dronning Margrethe får en ny hofdame ved sin side. Per 1. juli tiltræder nuværende kammerherreinde Henriette Obel nemlig tjansen.

Samtidig siger nuværende hofdame Ane Vibeke Foss farvel efter mange års tjeneste.

Dronningen har nemlig fritaget hende fra tjeneste som hofdame ved udgangen af juni.

Det er Ane Vibeke Foss selv, der har søgt om fritagelsen, lyder det i en pressemeddelelse fra kongehuset, der desuden beretter, at den danske monark har udtalt sin påskønnelse af hofdamens udmærkede tjeneste.

Dronning Margrethe her på Chateau de Cayx nær Cahors i det sydvestlige Frankrig. Ved hendes side er Ane Vibeke Foss.
Dronning Margrethe her på Chateau de Cayx nær Cahors i det sydvestlige Frankrig. Ved hendes side er Ane Vibeke Foss. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

En tjeneste, den 80-årige kvinde har udført siden 2003, hvor hun var lektor på Randers Statsskole. Hun og dronning Margrethes forhold går dog væsentligt længere tilbage.

De to lærte nemlig hinanden at kende på Zahles Skole, hvor de begge blev studenter i 1959.

Nu viger Dronningens mangeårige følge altså pladsen til fordel for Henriette Obel, som er uddannet cand.ling.merc. fra Copenhagen Business School.

Hun har blandt andet arbejdet som investment banker, administrator for Haxholm Landbrug, bestyrelsesformand for Power-Flex ApS og medlem af Advisory Committee Mermaid.

Henriette Obel træder således snart ind i gruppen af Dronningens hofdamer bestående af i alt fire kvinder. I øjeblikket er det Ane Vibeke Foss, Annette de Scheel, Annelise Wern og Jette Nordam.

Hofdamerne er historisk set personlige assistenter, som fungerer som ledsager for de kvindelige medlemmer af kongefamilien ved officielle anledninger.

Ofte kommer hofdamerne selv fra adelen, men de kan også hentes udefra.

Også kronprinsesse Mary, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte har hofdamer. De har dog kun én hver.