I anledning af sin 80-års fødselsdag holder dronning Margrethe torsdag aften en tale til befolkningen.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse. Heri lyder det desuden, at Dronningens tale vil blive vist på DR og TV 2.
Det er anden gang inden for ganske kort tid, dronning Margrethe taler direkte til befolkningen på den måde. Det skete også for en måned siden – 17. marts – da hun talte om alvoren af corona-krisen
Og det er altså ganske ekstraordinært, at den danske regent på den måde indtager talerstolen og taler direkte til befolkningen, når det ikke er i forbindelse med årsskiftet. Ikke desto mindre er det nu altså blevet tid igen.
»Det er usædvanligt, men tiderne er unægteligt også usædvanlige,« lyder det fra historiker Michael Bregnsbo med henvisning til den højaktuelle corona-krise.
»At hun sådan taler direkte til danskerne på sin fødselsdag, er med til at understrege den ekstraordinære situation. Hun gør nu noget, hun ellers aldrig ville have gjort.«
Det er kutyme, at Dronningen holder en tale i anledning af sin fødselsdag, men det plejer normalt at foregå under en stort anlagt festmiddag.
Al planlagt festivitas omkring majestætens fødselsdag er som bekendt aflyst i år på grund af corona-udbruddet, og derfor må den royale fødselar tage alternative midler i brug for at udtrykke sig.
Hvad hun konkret kommer til at sige, tør Michael Bregnsbo ikke spå om, men han har nogle overordnede bud:
»Hun kommer nok til at sige tak for den store opmærksomhed i anledning af hendes fødselsdag,« siger han og tilføjer, at corona-udbruddet, som i forvejen fylder her og der og alle vegne, nok også vil blive nævnt i Dronningens tale.
»Hun vil nok også tale noget om den aktuelle corona-krise og vigtigheden i, at vi holder afstand. Det er jo noget, der i den grad også har påvirket hendes liv og hendes fødselsdagsfejring.«
Talen vil blive holdt på Fredensborg Slot og vil desuden blive transmitteret live på tv.

