Det var en taknemmelig dronning Margrethe, der nytårsaften holdt sin 47. nytårstale.

Taknemmelig over danskernes opbakning i et år, der har været hårdt for majestæten, som i februar mistede sin mand, prins Henrik, som sov stille ind i en alder af 83 år.

»Jeg kan ikke se tilbage på året, der er gået, uden at nævne prins Henriks død,« begyndte majestæten hen mod slutningen af den kvarterlange tale.

»50 år fik vi sammen, to sønner har vi fået, otte børnebørn er kommet til - alt dét og mere er blevet os givet. Den varme sympati, der er vist os, og den forståelse for prins Henriks indsats, som kom så smukt til udtryk fra alle i Danmark ved hans død, har varmet os alle, også hans familie i Frankrig,« sagde hun og rettede en tak til danskerne.

Dronning Margrethe holder nytårstalen på Fredensborg Slot, mandag den 31. december 2018. (Foto: Keld Navntoft /Ritzau Scanpix 2018)
Dronning Margrethe holder nytårstalen på Fredensborg Slot, mandag den 31. december 2018. (Foto: Keld Navntoft /Ritzau Scanpix 2018) Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Jeg må endnu en gang udtrykke min dybtfølte tak.«

Dronningen opfordrede i sin tale også til at tage ansvar for fællesskabet, ligesom hun opfordrede til mere nærvær.

»Jeg synes, at der er en tendens til, at vores måde at være sammen på bliver mere overfladisk, mindre nærværende. Vi tager os ikke tid til at forstå hinanden, og vi glemmer at respektere hinanden og passe på hinanden,« sagde Dronningen.

Dronning Margrethe sluttede med at opfordre til, at 2019 mødes 'med eftertanke og med omtanke'.