Dronningen og Kronprinsparret markerede onsdag 'Kongeskibet Dannebrog's 90-års jubilæum i København.
Dagen startede ellers lidt mere uheldigt. Da døren til Dronningens kronebil åbnede, begyndte forårsregn at pible ned over København.
82-årige dronning Margrethe tog dog alligevel turen fra bilen til den såkaldte chalup, der skulle fragte hende ud til skibet, uden paraply.
Da Kronprinsparret få minutter senere gik fra Amalienborg ned til deres chalup, klarede det op, og solen begyndte at skinne. Kronprinsessen aede Kronprinsen på maven, mens parret lod sig fotografere og vinkede til de mange fremmødte danskere og turister.
SE VIDEOEN ØVERST
Derefter gik turen ud til 'Kongeskibet Dannebrog', der i år kan fejre 90-års jubilæum. Skibet er kendt som Kongehusets flydende slot og blev bygget i 1931-1932 på Orlogsvæftet i København.
Skibet afløste hjulpdamperen 'Dannebrog' fra 1879 og var altså en noget mere moderne sag dengang i 1930erne. Men i sommeren 2021 stod det dog klart, at kongeskibet efterhånden var blevet en ældre dame.
Da skibet skulle med Dronningen på besøg på Færøerne, kom det pludseligt i motorproblemer og måtte vende om. Begge motorer havde beskadigede stødstænger, som udviklede røg, da skibet var 60 sømil fra Hirtshals.
Det lykkedes ikke Forsvaret at finde frem til, hvad problemet skyldtes, men man antog, at det havde noget at gøre med, at skibet havde været inaktiv i en længere periode. På grund af coronakrisen var Kongeskibets sejlprogram helt aflyst i 2020.
Men nu sejler det altså igen, og således kan Dronningens sommertogt også fortsætte.
Kongehuset har dog været ude for et helt andet stormvejr de seneste uger, efter en TV 2-dokumentar afslørede vold, overgreb og mobning på Herlufsholm Kostskole. Prins Christian er elev på skolen, og efter sommerferien er det meningen, at prinsesse Isabella skal begynde der.
»Det er en meget ulykkelig sag. Hele situationen tynger os meget som familie, og vi tager det meget alvorligt,« sagde kronprinsesse Mary til B.T.
»Det er helt afgørende, at der kommer tryghed på for alle skolens elever,« tilføjede hun.