Prins Philip, hertugen af Edinburgh, døde fredag 9. april. Siden er det strømmet ind med kondolencer til det britiske kongehus og dronning Elizabeth.

Og nu deler Dronningen, der lørdag siger farvel til sin ægtemand gennem 73 år, et sidste, rørende minde før begravelsen.

Det sker på det britiske kongehus' officielle Instagram, hvor der de sidste mange dage er delt særlige minder fra prinsens liv.

»Dronningen ønsker at dele et privat fotografi med hertugen af Edinburgh på toppen af Coyles of Muick, Skotland 2003,« skrives der til billedet, som er taget af deres svigerdatter, prins Edwards kone, Sophie.

Parret, der dengang har været i henholdsvis 80- og 70-årsalderen, ser på billedet ud til at befinde sig ganske godt i det skotske, hvor Dronningen har slottet Balmoral.

At området betyder noget særligt for dronning Elizabeth er tydeligt, da hun har kaldt en af sine hunde for Muick.

I samme opslag takkes der for de mange beskeder og kondolencer, der er kommet fra hele verden, som har rørt Dronningen og den royale familie.

Prins Philip begraves lørdag ved en privat ceremoni i St. George's kapel i Windsor Castle. Du kan følge begivenheden her på BT.dk.