Selv om man er dronning af Danmark, har man ikke nødvendigvis spenderbukserne på, når man skal forkæle den nærmeste familie juleaften.

Det afslørede dronning Margrethe tirsdag i DR-dokumentaren 'Dronningen holder frikvarter', hvor hun fremviste en ganske personlig julegave til prinsesse Marie, som hun selv var i færd med at lave.

I dokumentaren fortæller regenten om sin interesse for at skabe kunst, og hvordan hun bruger den professionelt – når hun for eksempel skaber balletkostumer, filmkulisser eller broderer et nyt alterbordsforhæng til Gråsten Slotskirke – og privat, hvor hun kobler af med sysler som akvarel og decoupage.

Så det var selvfølgelig hverken et ubehjælpeligt askebæger af ler eller en tvivlsom tegning, som Dronningen havde tilset sin svigerdatter.

I dokumentaren 'Dronningen holder frikvarter' ser man blandt andet regenten sidde og male ved Chateau Cayx.
I dokumentaren 'Dronningen holder frikvarter' ser man blandt andet regenten sidde og male ved Chateau Cayx. Jacob Jørgensen

Det var derimod en fin broderet aftentaske, fortæller dronning Margrethe i dokumentaren, hvor man ser hende sidde og brodere korssting i blå, gule og rosa nuancer.

»Dette bliver ikke vist før efter jul, vel?« siger hun henvendt til filmfotografen for at sikre sig, at prinsessen ikke ser de broderede blomster, inden hun skal åbne gaven juleaften.

»Jeg har tænkt mig, at denne aftentaske skal være julegave til min svigerdatter, prinsesse Marie ... og så kommer jeg nok også til at lave én til Kronprinsessen,« siger dronning Margrethe.

»Men den har jeg kun tænkt på, jeg er ikke begyndt. Jeg bryder mig ikke om at have mere end ét sytøj ad gangen. Det kan jeg ikke gabe over,« siger hun.

Hvad hun endte med at give kronprinsesse Mary, melder historien desværre intet om.

Selv om det er første gang, Dronningen viser de private sysler frem, så har hun tidligere fortalt, hvordan hun elsker at give hjemmelavede gaver.

»Som barn lavede vi sandelig altid gaverne selv, mere eller mindre. Da jeg var lille, malede jeg bøjler, det var sådan noget praktisk noget. Og det er ikke få bøjler, der blev malet, da jeg var barn, det kan jeg godt huske,« fortæller hun til Ritzau i 2016 og tilføjede:

»Jeg har også gjort det som voksen. Det kan for eksempel være noget, jeg har broderet.«