Dronning Margrethe har ryddet sin kalender igen.

På fredag skulle Hendes Majestæt have deltaget i Skuespilhusets 10-års jubilæum kl. 20 i Skuespilhuset i København. Samtidig skulle hun have afholdt en offentligt audiens mandag 19. februar kl. 10 på Christiansborg Slot.

Men begge arrangementer er nu fjernet fra kalenderen, bekræfter Kongehusets pressemedarbejder til BT.

På Kongehuset.dk begrundes Dronning Margrethes aflysning:

'På baggrund af H.K.H. Prins Henriks tilstand aflyses den planlagte offentlige audiens mandag den 19. februar 2018 på Christiansborg Slot.'

Foto: Kongehuset.dk
Vis mere

Søndag aflyste Dronning Margrethe et besøg hos Sankt Lukas Hospice i Hellerup i anledning af stedets 25-års jubilæum.

Dronning Margrethes næste aftale i Kongehusets officiellle kalender er onsdag 21. februar. Her skal Dronningen modtage afgående samt ny regimentssekretær fra Princess of Wales’s Royal Regiment, skriver Kongehuset.

Besøgte prins Henrik

Dronning Margrethe besøgte kort Prins Henrik på Rigshospitalet mandag.

Hele Kongefamilien var samlet om prinsen i weekenden, hvor begge sønner, kronprins Frederik og prins Joachim samt kronprinsesse Mary og prinsesse Marie og børnene besøgte ham.

Samtidig er Prins Henriks franske bror, 75-årige Étienne de Montpezat, på vej fra Frankrig for at besøge sin bror.

»Min søster har allerede besøgt ham, og jeg forventer selv at tage til Danmark om nogle timer. Jeg tager afsted snart,« sagde han tidligere mandag til BT.

Étienne de Montpezat fortalte, at han selvfølgelig er berørt af den alvorlig situation.

»Vi er naturligvis meget bekymrede for hans helbred, og vi håber, at han får det bedre,« siger han.

Siden 2. februar har Henrik har været undersøgt for en godartet tumor i venstre lunge på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling, men 9. februar meddelte kongehuset, at 'Prins Henriks tilstand desværre er alvorligt forværret'.

Det fik blandt andet kronprins Frederik til at vende hjem fra Vinter-OL for sammen med den øvrige nærmeste familie at besøge sin far.