Dronning Camilla har nu for første gang kommenteret den kræftsygdom, som hendes mand, Kong Charles er ramt af.

Det gjorde hun torsdag aften i forbindelse med et arrangement i Salisbury.

Det skriver Sky News.

Ifølge mediet siger hun:

»Efter omstændighederne har han det særdeles godt. Han er meget rørt over alle de breve og beskeder, som folk har sendt til ham. Det er meget opmuntrende.«

Kongens ambulante kræftbehandling startede tidligere på ugen, og han vendte sammen med dronningen tilbage til sit hjem i Sandringham i Norfolk tirsdag.

Kronprins William vikarierer for sin far, kong Charles, efter at den britiske konge er blevet diagnosticeret med kræft.

Kronprins William havde onsdag sin første tjans, hvor han uddelte hædersbevisninger til britiske borgere, som anerkendes for deres samfundsarbejde.

Men selv om kong Charles er syg og har trukket sig fra de fleste officielle pligter, så fortsætter han med én af sine faste pligter.

Kong Charles og premierminister Rishi Sunak har et ugentligt møde, og det vil de fortsætte med.

Kræftdiagnosen blev opdaget, da kong Charles var på hospitalet i forbindelse med en operation for forstørret prostata.

I den forbindelse blev der foretaget en række rutineundersøgelser, og det var her, at kongens kræft blev opdaget.

Det er ikke kendt for offentligheden, hvilken kræftdiagnose kongen har.