For et par år siden medvirkede kong Frederik i jagtprogrammet 'Nak og æd'.

Nu er det dronning Marys tur til at dukke op i et populært DR-program, og her afslører hun blandt andet et privat morgenritual.

Det er det populære haveprogram 'Søren Vesters have', der har fået lov til at besøge dronning Mary på Fredensborg Slot.

I udsendelsen viser hun vært Søren Vester rundt i den private del af slotshaven, som hun kalder 'et lille bidrag til biodiversitet'.

Søren Vester og dronning Mary.
Søren Vester og dronning Mary. DR

Der er tale om en såkaldt 'vild have', som dronning Mary blev inspireret til at anlægge, da hun på en køretur i området kom forbi en vild blomstermark.

»Der var et lille skilt, hvor der stod, at man godt måtte tage blomster mod at give penge til en organisation. Jeg tænkte over, hvor flot det var, så det ville jeg gerne anlægge i vores egen have,« lyder det fra dronning Mary.

Hun fortæller videre, at det oprindeligt var dronning Ingrid, der i sin tid anlagde den store slotshave.

»Hun kunne godt lide den engelske have, der er lidt mere afslappet og ikke så formel. Og det er det, den her have er – med sine bløde kanter og kontraster.«

Fredensborg Slot.
Fredensborg Slot. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Undervejs i programmet løber kongefamiliens border collie Coco pludselig ind i billedet med en bold.

Dronning Mary forklarer, at der netop også skal være plads i haven til, at man kan spille fodbold og springe i trampolin.

Søren Vester spørger, om hun har et yndlingsspot i haven, og her lyder svaret:

»Det kommer an på årstiden, eller hvad ens formål er. Jeg kan godt lide at komme ud om morgenen med en kop kaffe og bare tæer og bare gå rundt og se, hvad der foregår herude.«

Søren Vester og dronning Mary.
Søren Vester og dronning Mary. DR

Hun fortæller videre, at hun altid har nydt at gå en tur i skoven og tilføjer til sidst:

»Naturen gør noget godt for os. For mit eget vedkommende … Det med bare at kunne være. Der er ikke nogen eller noget, der forventer noget af mig. Det giver så meget plads til at kunne reflektere. Mærke efter.«

Dronning Mary skriver på Kongehusets Instagram-profil, at hun aldrig havde forestillet sig, at hun ville deltage i et program om haver.

Hun tilføjer:

»Det var en fornøjelse at vise Søren Vester denne del af vores have, som både er et lille bidrag til biodiversitet og 'vildt' smuk.«

'Søren Vesters have – biodiversitet og slotshaver' kan ses på dr.dk/tv.