Det er ikke kun de danske medier, der følger med, når det danske kongepar rejser ud i verden.
Det gør de store, internationale magasiner så sandelig også.
Og i forbindelse med Kongeparrets netop afsluttede statsbesøg i Estland har flere medier bemærket en særlig ting ved dronning Mary.
Tirsdag aften bar dronningen nemlig et helt særligt diadem, som nu trækker overskrifter i udlandet.
Det diamantbesatte diadem gemmer da også på en særlig historie, da dronning Mary fik det i en tidlig bryllupsgave af dronning Margrethe og prins Henrik, og siden bar det på kongeparrets bryllupsdag i maj 2004.
'Et romantisk tilbageblik til bryllupsdagen', skriver magasinet Tatler blandt andet.

Magasinet er også imponeret over dronning Marys Prada-kjole – men mener alligevel, at det var hendes diadem, der stjal showet.
'Aftenkjolen, som Mary har haft siden mindst 2015, har et iøjnefaldende udvalg af klare og ravfarvede sten rundt om halsudskæringen. Men selv ikke disse iøjnefaldende juveler kunne konkurrere med diamantdiademet, der sad på toppen af hendes hoved,' skriver mediet.
Også Hello Magazine har bemærket dronning Marys hovedbeklædning og skriver i en overskrift, at 'dronning Mary vælger sentimental bryllups-tiara til statsbanket i Estland'.
Det er langtfra første gang, dronning Mary bærer det særlige diadem, og hun har flere gange båret det ved officielle lejligheder.

Kongeparret har tirsdag til onsdag været på statsbesøg i Estland, mens kong Frederik og dronning Mary er på statsbesøg i Litauen fra onsdag til torsdag.
Også dronning Marys broche, som hun bar tirsdag, har vakt opsigt. Den kan du læse mere om HER.

