Dronning Mary sætter ord på kong Haralds død: 'Jeg oplevede hans store omsorg'
»Det var altid en sand fornøjelse at være i hans selskab,« lyder det fra dronning Mary om afdøde kong Harald.
»Det var altid en sand fornøjelse at være i hans selskab,« lyder det fra dronning Mary om afdøde kong Harald.
»Kong Harald var sådan et fint menneske.«
Sådan lyder det onsdag eftermiddag fra dronning Mary, da hun for første gang sætter ord på kong Haralds død.
Hun møder pressen i Bella Centret i København, hvor hun deltager i Dansk Erhvers Årsdag.
Adspurgt hvad kong Harald betød for hende, svarer hun:
»Det var altid en sand fornøjelse at være i hans selskab, og jeg forstår godt, hvorfor han kaldes for 'hele Nordens bedstefar', for han havde altid blik for sine medmennesker.«
Hun fortsætter:

»Jeg oplevede selv hans store omsorg og betænksomhed fra første møde, da jeg var ny i rollen som kronprinsesse. Han vil blive savnet.«
En journalist spørger, hvilken type dronning, hun forestiller sig, dronning Mette-Marit nu bliver.
Det svarer dronning Mary ikke på, men udtaler i stedet:
»Det nye kongepar ved, at vores tanker er med dem i en tid med store forandringer. De har vores fulde støtte og opbakning.«
SE DRONNING MARYS REAKTION PÅ KONG HARALDS DØD I VIDEOEN ØVERST
Tirsdag satte også kong Frederik ord på kong Haralds død.
Da han mødte op til konferencen 'Space Inspiration' – ligeledes i Bella Centret – udtalte han:
»Jeg vil mindes ham som et elskeligt menneske, min onkel. Han fremstod altid med ro og lune, og for mig var han et varmt og sjovt menneske, som altid havde den rigtige kommentar til de rigtige ting. Han var meget, meget imponerende.«

En journalist spurgte, hvilken type konge han forestillede sig kong Haakon bliver.
Her svarede han:
»Jeg har fuld tillid til, at kong Haakon tager sin nye rolle på sig. Han skal have tid til at etablere sig selv som menneske i sin nye kongerolle. Jeg ser frem til at møde ham og hjælpe ham på alle måder.«
Kong Frederik og dronning Mary deltager begge ved statsbegravelsen for kong Harald i Oslo Domkirke 9. september.
Kongehuset har endnu ikke meldt ud, hvorvidt dronning Margrethe vil deltage.