Dronning Mary udtaler sig nu om Michael Halbyes død.

»Jeg har med stor sorg modtaget beskeden om Michael Halbyes pludselige død. Michael Halbye var et menneske, der besad en sjældent positiv energi, en omfattende viden og et stærkt engagement i at gøre en forskel for dem, der står uden for fællesskabet,« udtaler Dronning Mary gennem Mary Fondens hjemmeside.

Michael Halbye, der var ven af kongeparret og en del af bestyrelsen i Mary Fonden, døde lørdag i en skiulykke.

»Han var også min ven, og han vil blive savnet af mange. Mine tanker går til hans familie og nære venner,« udtaler Dronning Mary videre.

Michael Halbye har været en del af Mary Fondens bestyrelse siden dens stiftelse. Fonden blev stiftet i 2007.

Han var også næstformand i Lego-familiens investeringsselskab, Kirkbi.

Under skituren faldt Halbye på en pist og blev bragt til hospitalet, men på grund af indre blødninger stod hans liv ikke til at redde. Michael Halbye blev 64 år.