Dronning Mary mødtes onsdag med Giséle Pelicot, hvis tidligere mand er blevet dømt i en sag om massevoldtægter mod den nu 73-årige franske kvinde.

Det skriver kongehuset i et opslag på Instagram.

De to mødtes i Kancellihuset i Fredensborg, hvor de blandt andet talte om hendes selvbiografiske bestseller "En hyldest til livet".

Dominique Pelicot blev i slutningen af 2024 idømt 20 års fængsel for gentagne gange at have bedøvet sin hustru og ladet fremmede mænd voldtage hende.

Han filmede voldtægterne og gemte optagelserne på sin computer.

Pelicot tilstod under retssagen at have orkestreret voldtægterne, som stod på i en periode på næsten ti år. Mændene havde han mødt på nettet.

Foruden Dominique Pelicot var 50 andre mænd tiltalt i sagen. De blev alle kendt skyldige og idømt mellem tre og 20 års fængsel.

Nogle af mændene har erkendt, at de voldtog Gisèle Pelicot. Andre har fastholdt, at de troede, hun havde givet samtykke.