Midt i fødselsdagsfejringen af prinsesse Isabella er Kongehuset blevet ramt af en stor sorg.
Tidligere mandag kom det således frem, at Michael Halbye, der var næstformand i Lego-familiens investeringsselskab, mistede livet under en skitur lørdag.
Og han var en højtprofileret erhvervsmand og en del af Kongeparrets private vennekreds.
Michael Halbye har nemlig været rådgiver for kong Frederik, hvor de senere blev gode venner – og han var endda en af de første, der fik lov til at møde dronning Mary, skriver Se og Hør.
Dronning Mary 'gemte' sig nemlig på Michael Halbyes landsted på Bognæs nær Roskilde Fjord, før hun blev introduceret som kong Frederiks kæreste.
»Han var også min ven, og han vil blive savnet af mange. Mine tanker går til hans familie og nære venner,« udtaler Dronning Mary via Mary Fondens hjemmeside.
Michael Halbye har også deltaget i et utal af jagter med Kong Frederik, og siden 2017 har han haft en større rolle i Mary Fonden. Han har samtidigt været en del af Mary Fondens bestyrelse, siden fonden blev stiftet i 2007.
Derfor har Michael Halbye også deltaget i diverse royale arrangementer som kongeparrets bryllup, kronprins Christians barnedåb – samt hans søskendes barnedåb – og børnenes konfirmationer.
Den tætte ven af Kongehuset blev 64 år gammel.
Under skituren faldt han på en pist og blev efterfølgende bragt til hospitalet, men på grund af indre blødninger stod hans liv ikke til at redde.
