Dronning Mary er blevet påkørt af en scooter


Dronning Mary er fredag blevet påkørt af en scooter under Kongeparrets besøg i Grønland, men hun er ikke kommet til skade.
Det skriver Ekstra Bladet, som også har fået bekræftet fra kongehusets kommunikationsafdeling, at der har været et mindre sammenstød.
I en video til Ekstra Bladets artikel ses scooteren køre ind i Mary, som dog ikke falder omkuld, men ser lidt rystet ud i ansigtet.
Her træder en PET-vagt til og får lagt afstand mellem dronning Mary og scooteren. Heller ikke føreren af scooteren kom til skade.

Det igangværende besøg i Grønland blev indledt lørdag og er Kongeparrets første officielle besøg i landet.
Dronning Marys mand, kong Frederik, har dog været der adskillige gange, blandt andet da han som kronprins kørte hundeslæde under en tur med Siriuspatruljen tilbage i 2000.
Programmet for kongeparret fredag er et besøg i en daginstitution i Nuuk. Her arbejdes der med Mary Fondens antimobbeprogram.

Besøget i Grønland slutter lørdag og varer altså en uge.
Hvorfor er Kongeparrets besøg i Grønland så vigtigt? Og hænger det sammen med Trumps store interesse for Grønland? Det kan du få meget mere at vide om i B.T. s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen', hvor vi ser nærmere på både kong Frederiks forhold til Grønland - og de udfordringer han står overfor.
Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.