Dronning Mary er afsender på ny podcast. Det afslører hun selv på Instagram. 

Danskerne er vilde med podcasts. I 2023 lyttede hver tredje dansker til mindst en podcast hver uge, viser tal fra DRs årlige analyse af medieudviklingen.

Det gælder altså også for de danskere, der bor på Amalienborg – i hvert fald er Dronningen selv en ivrig lytter: 

»Jeg er enormt glad for at lytte til podcast. Jeg lytter ofte, når jeg skal fra et sted til et andet. Nogle dage er jeg i humør til underholdning, og andre dage bruger jeg det til at få viden og nye input,« skriver dronning Mary i et nyt opslag på Kongehusets Instagram.

Derfor er hun stolt over at kunne annoncere, at Mary Fonden, som hun er formand for, nu også kaster sig ud i at lave podcast. 

»Podcast er ikke noget, vi har så stor erfaring med endnu i Mary Fonden, men jeg håber, at I vil lytte med og tage godt imod den,« lyder det fra dronning Mary.

Emnet er unge og ensomhed og som dronningen skriver, er det »tunge tal«, der ligger bag initiativet.

»Vi ved fra undersøgelsen 'Ensomhed i Danmark', at 73 procent af de 16-19-årige oplever ensomhed, uanset om de er alene eller sammen med andre. Samtidig føler 17 procent af de 16-24-årige sig svært ensomme.«

Vil du lytte med, kan du finde podcasten »Ensom ungdom« på Spotify.

Den byder både på personlige fortællinger fra unge, der har erfaringer med at føle sig ensomme, og råd fra eksperter på området.