Dronning Margrethes 'hemmelige' fætter. Det er greve Michael Bernadotte af Wisborg ofte blevet kaldt, fordi han ikke så ofte ses i offentligheden.

Men nu åbner greven op, blandt andet om sin tætte forbindelse til sin kusine, dronning Margrethe. Og han husker særligt tilbage på noget helt bestemt, som betød meget for både ham selv og dronningen, siger han i et interview med Billed-Bladet.

I interviewet fortæller den 81-årige greve blandt andet om en særlig rejse, som han dengang tog sammen med sine kusiner, heriblandt den daværende prinsesse Margrethe.

En rejse tilbage i 1965, hvor han og kusinerne af deres bedstefar blev inviteret til Gardasøen i Italien:  

»Det var så vores opholdsstation, hvorfra vi tog på udflugter. Det morsomme er, at når jeg mødes med dronning Margrethe, er det altid et fællesemne. Fordi den rejse betød så meget for os begge,« lyder det fra Michael Bernadotte til mediet.

Selvom greven har svensk blod i årerne, så er han opvokset i Danmark og bor i dag i Tyskland.

Hans far, den kendte designer Sigvard Bernadotte, er bror til både dronning Ingrid, Margrethes mor, og svenske kong Carl Gustafs far, arveprins Gustav Adolf af Sverige.