Torsdag middag var det planen, at dronning Margrethe skulle tage mod den nye erhvervsminister Rasmus Jarlov på Amalienborg. Men hun måtte melde afbud. Det skriver Billed-Bladet.
»Dronningen har ondt i ryggen og har derfor bedt kronprins Frederik om at modtage erhvervsministeren,« oplyser kongehusets kommunikationsafdeling til ugebladet.
I stedet måtte kronprins Frederik træde til, da Dronningen var plaget af smerter. Ifølge ugebladet havde hun sørget for alle de officielle dokumenter var underskrevet i forbindelse med ministeroverdragelsen.
Dronningen har ikke nogen planer i sin officielle kalender i de næste par dage. Men på søndag skal hun deltage i overrækkelsen af dronning Ingrids hæderslegat med søstrene prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie.