Det plejede at være prins Henrik, der gik ved dronning Margrethes side og støttede hende, når hun var på udenlandske statsbesøg. Den rolle har parrets ældste søn i disse dage overtaget.

Og det er noget, der vækker glæde hos Dronningen.

Det fortalte hun i forbindelse med, at hun tirsdag holdt en tale under hendes og kronprins Frederiks officielle besøg i Argentina, som er en del af et erhvervsfremstød. Det skriver Billed-Bladet.

»Det er så dejligt og hyggeligt at gøre det her sammen, og jeg synes, det er en stor glæde, at vi kan dele oplevelserne fra sådan et statsbesøg med hinanden. Det er virkelig dejligt - og Kronprinsen er altså fantastisk til at at skabe kontakt på sådan en erhvervskonference som denne,« fortalte hun.

Rejsen til Argentina er dronning Margrethes første udenlandske statsbesøg, siden prins Henrik sidste år sov ind.

Det plejede at være ham, der var hendes rejsemakker, men under det tre dage lange besøg i Argentina er det Kronprinsen, der er ved hendes side.

At de begge er glade for, at de kan hjælpe hinanden, lægger de ikke skjul på.

Til TV2 fortæller Dronningen, at landets kommende konge gør et stort stykke arbejde under besøget, da han blandt andet 'farer lidt mere omkring', end hun selv gør, ligesom hans dag begynder tidligere end hendes egen, hvilket hun med et grin forklarer 'ikke gør noget'.

Samtidig fortæller kronprins Frederik selv, at han ser sin rolle som værende en støtte for sin mor:

»Det er et statsbesøg, hvor Dronningen er her alene, og min far ikke er her mere, og jeg ser det, som at jeg assisterer min mor og i det her tilfælde støtter hende,« siger han til TV2.

Om Kronprinsen skal være hendes faste rejsemakker, må tiden dog vise, da det kommer an på, hvilke statsbesøg der er tale om i fremtiden, forklarer dronningen til TV2, men hun understreger, at det for hende både 'er praktisk og hyggeligt', at sønnen er med.

Det officielle besøg i Argentina begyndte mandag, og det slutter onsdag, hvorefter de begge sætter kursen tilbage mod Danmark - dog i hver sit fly, da de to ikke flyver sammen af sikkerhedsmæssige årsager.

Her ses dronning Margrethe sammen med Argentinas vicepræsident - Gabriela Michetti - og kronprins Frederik mandag.
Her ses dronning Margrethe sammen med Argentinas vicepræsident - Gabriela Michetti - og kronprins Frederik mandag. Foto: JUAN CARLOS CARDENAS
Vis mere