Dronning Margrethe har i forbindelse med sit besøg til Borholm og omegn i den grad overrasket en gruppe borgere i området.

Til Her&Nu kan Kongehusets kommunikationsafdeling nemlig bekræfte, at Dronningen har inviteret alle øboerne på Christiansø til kaffe på kongeskibet Dannebrog. 

»Det er rigtigt, at Dronningen har sendt en privat invitation til fastboende beboere på Christiansø til at komme ombord på Kongeskibet Dannebrog til eftermiddagskaffe i forbindelse med Dronningens tilstedeværelse på og omkring Bornholm,« lyder det. 

Det er på kongeskibet Dannebrog, øboerne kan få en god kop kaffe med dronningen. 
Det er på kongeskibet Dannebrog, øboerne kan få en god kop kaffe med dronningen.  Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dronningen er selv til stede for at modtage gæsterne, når de kommer ombord for at drikke kaffe på skibet. 

Dronning Margrethe måtte efter sin rygoperation aflyse store dele af sit sommertogt rundt om i landet med skibet. 

Men der var plads til små begivenheder i kalenderen, og dermed har dronningen i mandags været til faneindvielse hos Beredskabsstyrelsen i Rønne.

Tirsdag tilbragte hun privat på klippeøen. Og onsdag har kongeskibet sat kursen mod Christiansø.