Dronning Margrethe kalder dronning Elizabeth for 'Lilibet', og dronning Elizabeth kalder dronning Margrethe 'Daisy'.

Majestæterne mødes altid til frokost, når dronning Margrethe er i London.

Og så finder dronning Margrethe dronning Elizabeths stemme ganske 'tiltrækkende'.

Et opsigtsvækkende interview med dronning Margrethe har ramt Storbritannien i anledning af dronning Elizabeths 70-års jubilæum som regent.

Dronning Elizabeth og prins Philip på besøg hos Dronningen og prins Henrik.
Dronning Elizabeth og prins Philip på besøg hos Dronningen og prins Henrik. Foto: Steen Jacobsen
Vis mere

Interviewet er lavet med den britiske tv-station, ITV, der har været på besøg på Amalienborg for at tale med Dronningen om forholdet til dronning Elizabeth.

Da dronning Margrethe bliver spurgt, hvad hun mest beundrer ved dronning Elizabeth, svarer hun:

»Jeg kan lide lyden af hendes stemme. Den er meget speciel.«

Det overrasker journalisten fra ITV.

Dronning Elizabeth blev allerede regent i 1952 - 20 år før det var dronning Margrethes tur i Danmark.
Dronning Elizabeth blev allerede regent i 1952 - 20 år før det var dronning Margrethes tur i Danmark. Foto: Michael Stephens
Vis mere

»Virkelig? Sikke en fin ting at sige,« siger journalisten, hvorefter Dronningen uddyber:

»Det lyder som en meget klar og en meget tiltrækkende stemme i mine ører. Og man kan mærke humoren i den. Der er ingen tvivl om, at hun har en fantastisk humor. Hun kan se nok så alvorlig ud, men man ved, at under overfladen …,« siger Dronningen uden at færdiggøre sætningen helt.

Hun fortæller også, at der altid kommer en frokostinvitation, når hun er i London.

»Vi taler om vores familie, hvordan det går i det ene land og det andet land, og hvad børnene laver,« siger Dronningen.

I 2014 fejrede de 70 året for D-dag i Normandiet.
I 2014 fejrede de 70 året for D-dag i Normandiet. Foto: DAMIEN MEYER
Vis mere

Dronning Elizabeth blev som bekendt regent for ikke bare Storbritannien, men seks andre lande; Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika, Pakistan og Ceylon, i en alder af blot 25 år tilbage i 1952.

En enorm arbejdsopgave for den unge kvinde.

»Da jeg voksede op, sagde min mor og far til mig, 'se hvad de gør i England', og jeg kunne se, at det kunne lade sig gøre, og det var det værd, og man kunne leve et meget indholdsrigt liv i den rolle. Selv med en fyldt kalender og et krævende arbejde,« forklarer dronning Margrethe.

Intet overskygger dronningen Elizabeths pligter, mener dronning Margrethe.

Båndene mellem Amalienborg og Buckingham Palace er stadig stærke. I februar var hertuginde Kate på besøg hos Dronningen og Kronprinsessen.
Båndene mellem Amalienborg og Buckingham Palace er stadig stærke. I februar var hertuginde Kate på besøg hos Dronningen og Kronprinsessen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Måden, hvorpå hun har stået ansigt til ansigt med sine pligter, måden hvorpå hun har dedikeret sit liv, og hun gør det med et smil. Hun har været gennem meget,« siger hun.

ITV-journalisten spørger også, om det er rigtigt, at de bruger hinandens kælenavne 'Lilibet' og 'Daisy' om hinanden. Og det bekræfter dronning Margrethe.

»Oh yes, sådan har vi altid kendt hinanden. Det kalder vi hinanden, når vi taler sammen. Vi er helt sikkert kærlige over for hinanden, men det er ikke noget, jeg vil udbasunere,« siger Dronningen og afslører, at hun ikke er den bedste til at holde kontakten via telefonen.

Dronning Elizabeth og prins Philip sejlede med det britiske kongeskib Britannia til København i 1979, hvor Dronningen og prins Henrik tog imod parret.

Det engelske regentpar besøger København i maj 1979. Dronning Ingrid, prins Philip, dronning Elizabeth 2., dronning Margrethe og prins Henrik besøger Københavns Rådhus.
Det engelske regentpar besøger København i maj 1979. Dronning Ingrid, prins Philip, dronning Elizabeth 2., dronning Margrethe og prins Henrik besøger Københavns Rådhus. Foto: Emil Christensen
Vis mere

»Det var et dejligt øjeblik,« siger dronning Margrethe.

Dronningerne deler i dag samme skæbne, da de er enker. Prins Henrik døde i 2018, mens prins Philip døde i 2021.

B.T. DÆKKER DRONNING ELIZABETHS HISTORISKE 70-ÅRS JUBILÆUM DIREKTE FRA LONDON D. 2.–5. JUNI.