Det er en fordel for majestæten at blive ældre, mener royal ekspert, efter dronningen ærligt fortalte om at runde 75 år i en ny dokumentar-udsendelse.

Der er blot 13 dage til, at majestæten fylder 75 år. Dermed kan dronningen indskrive sig i historiebøgerne som den regent, der har siddet næstlængst på tronen. Kun overgået af Christian den Fjerde, der var konge i omkring 60 år.

Hele 43 år har hun indtil nu repræsenteret Danmark i både ind- og udland. Som en kvinde, der har taget sin livsopgave seriøst, og som har sat en ære i at forvalte den. ’Professionel til fingerspidserne’, som historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet, Lars Hovbakke Sørensen, formulerer det.

Dronningens nu snart 75 år er ingen hindring for, at hun fortsat kan varetage rollen som hele Danmarks dronning. Tværtimod, mener den royale ekspert, der i kølvandet på en dokumentar på TV 2 i anledningen af dronningens fødselsdag d. 16. april kommenterer majestætens alder:

»Lige præcis jobbet som dronning er en af de særlige stillinger, hvor det er en fordel at blive ældre. Nu er hun et sted i livet, hvor hun har opnået noget livserfaring, hun kan dele ud af, og som hun - lige som alle andre - automatisk har fået mere tarv på med årene. Hun fremstår som en vis, moderlig skikkelse,« siger han

I dokumentaren ’Margrethe’, som blev sendt torsdag aften på TV 2, talte dronning Margrethe åbent og ærligt om sit liv som monark. Herunder hvordan hun så på det at blive ældre. Det var tydeligt, at hun ikke lader sig mærke med snart at blive 75 år:

»Man kan være ude for ting, eller komme steder man har været som barn og tænke det, som om det var fem minutter siden, og så er der andre tilfælde, hvor man er fuld bevidst om, at man er et ældre menneske, rent ud sagt gammel. Men jeg kan ikke påstå, at jeg føler mig tynget af min alder, det ligger mig fjernt, fordi der stadig er så meget spændende at sætte sig ind i. Jeg kan da heldigvis stadig en masse, selvom jeg ikke længere går til ballet eller kan løbe langrend. Det går ikke med ryggen mere,« sagde hun i dokumentaren.

Forholdet til døden talte dronningen også åbent om:

»Der er ingen, der ligefrem går rundt og holder døden i hånden. Jo, det kan være, der er. Jeg har det ikke sådan. Det er noget, man dels skyder fra sig og er bevidst om. En af de ting, man tænker på, det er, at det vil se sådan og sådan ud i 2050...nå, ja, der er jeg jo i hvert fald væk. Der kan man mærke, at statistikken siger, at det bliver ikke ved meget længere - ikke som ved for 40 år siden, hvor man overhovedet ikke tænkte på årene. Jo, de gik, og man så sine børn blive store, men man tænkte ikke på, at man nærmede sig enden. Det bliver noget andet, når man er nået over de 70 år,« sagde hun.

Læs meget mere om det åbenhjertige interview i lørdagens udgave af BT.